NEJ, DET er ikke billederne af stangstive muddermænd og kuldsejlede kvinder, man tager med sig hjem fra Roskilde Festival nummer 34. Selv om sommerens største kulturbegivenhed i Danmark forløb som et krævende slalomløb mellem mudderpøle og alt for store huller i et halvdårligt musikprogram, er det portrættet af et utroligt sejt publikums ukuelige kamp for at finde oplevelserne og de store sus, der er prentet på nethinden under hjemturen. Hængende i træer uden for de telte, man ikke kunne komme ind i, fordi arrangørerne gang på gang havde fejlplaceret de mest attraktive navne, stående under de samme træer for at søge ly under den nådesløse regn og alligevel opleve musikken, kæmpede de 70.000 deltagere utrætteligt døgnet rundt. Det er den indsats, der altid gør Roskilde Festival til noget helt særligt. Spørg bare de dybt rørte medlemmer af Den Kongelige Opera, som blev modtaget med en entusiasme og begejstring, de med garanti ikke har oplevet andre steder, ved lørdagens kærkomne afveksling af en klassisk koncert. AF ENDNU ukendte årsager døde en 20-årig mand fra Sverige under festivalen. En tragedie, som ikke bør give anledning til endnu en kulegravning af den sikkerhed, som siden dødsulykken for fire år siden er blevet stærkt forbedret, først og fremmest fordi deltagerne er blevet langt bedre til at vise hensyn og passe på hinanden. Derimod er der grund til at forholde sig til et musikprogram, som i bestræbelserne på helst at være forud for sin tid, måske kammede lidt for voldsomt over og i år i hvert fald var med til at understrege opdelingerne og sekterismen i ungdomskulturen med sine massive blokke af heavy metal og elektronisk musik. Man oplevede for første gang i mange år noget, der minder om tvivl og manglende evner til at fastholde fodfæstet i nutiden og det fælles musikalske fodslag. Men i den store sammenhæng er det trods alt detaljer, som festivalens egentlige stjerner, det seje publikum, nok skal være med til at få ændret ved at markere deres holdninger. Roskilde Festival er nemlig noget så sjældent som en kulturel mastodont i tæt kontakt med sine deltagere. Takket være dem er der kun grund til at sige: Regn med Roskilde!