ET HUNDREDE og tre og halvtreds millioner indonesere tilbageviste i går en populær påstand om, at den muslimske verden og ulande ikke dur til demokrati. De gik simpelthen til valg - landets første direkte valg af præsident. Og deres valgdeltagelse var - med 80 procent - større end europæernes deltagelse ved europaparlamentsvalget, større end amerikanernes deltagelse ved præsidentvalgene og større end ved mange nationale valg i Europa. Indoneserne har kendt til diktatur i årtier, kendt til undertrykkelse, også kendt til lokale væbnede oprør, som fortsat hærger det gigantiske ørige. De har også kendt til politisk misbrug af offentlige midler og kendt til korruption, som ved dette valg har hørt til de mest omstridte emner. I går havde de adskillige præsidentkandidater at vælge mellem. Og de mødte entusiastisk frem. Nogle af stemmerne skal tælles om, fordi de er afgivet forkert. Men alt i alt viste de tillid til, at demokrati er en troværdig måde at stille regeringer til ansvar på og en troværdig måde, hvorpå det kan afgøres, hvem der fremover skal regere. INDONESIENS historiske erfaringer fra diktaturets tid og dets beslutning om fremover at bygge på demokrati er ikke enestående i den muslimske verden. Tyrkiet har langt tidligere truffet den samme beslutning. Og andre muslimske stater - som Bangladesh i Asien og Mali i Afrika - har søgt samme vej. Deres eksempel er heller ikke enestående for den tredje verden i øvrigt, hvor Sydafrika mere end nogen anden har vist vejen fra undertrykkelse til frihed. Alligevel er spørgsmålet om demokratisering og politiske reformer stadig følsomt i den muslimske verdens oprindelige landekreds, den arabiske. Her er det stadig emne for diskussion, om demokrati er den rigtige måde at løse et samfunds skiftende problemer og udfordringer på. Ikke overraskende er de nuværende regeringer tøvende, mens græsrødder, politiske dissidenter og erhvervsfolk i voksende tal kræver liberalisering og netop demokrati. INDONESIENS eksempel skærer ud i pap, hvad politisk frihed og demokratisering i sidste ende handler om - nemlig at ingen (længere) har monopol på at regere, men at alle magthavere - politikere og regeringer - regelmæssigt må stå til ansvar for deres borgere og vælgere. Om de så kalder sig konger eller præsidenter, om de er født ind i diverse paladser, eller de har fundet derind ved hjælp af militære kup, er der ingen magthavere, der per definition har monopol på - eller ret til - politisk magt. Men hvis de gør det godt, kan de blive valgt igen.