MÅLET MÅ ALLE være enige om: at flest muligt egnede unge får den højest mulige uddannelse. Dermed ikke sagt, at alle unge nødvendigvis bør stræbe efter at få en universitetsuddannelse eller en anden form for videregående uddannelse. Men de, der har evnerne og temperamentet til det, ja, de bør i hvert fald have tilbuddet. Alt andet er et enormt spild af ressourcer. Men hvad så med de mange tusinde unge, som hvert år bliver afvist fra deres ønskestudier, fordi deres karakterer er for lave til, at de kan blive optaget gennem kvote 1? Hidtil har de haft et alternativ: kvote 2. Her har det været muligt at få point for alskens aktiviteter såsom erhvervsarbejde, udlandsrejser og højskoleophold. Tanken var oprindelig, at unge derved kunne bruge 'ventetiden' aktivt - og blive lidt mere modne. Regeringen har imidlertid besluttet at ændre systemet: Nu skal det være slut med den kvindagtige rundkredspædagogik. Fra juli 2007 træder et nyt system i kraft, hvor de unge i realiteten bliver tvunget til at tage gymnasiet om via gymnasiale suppleringskurser, så de kan forbedre deres karaktergennemsnit. I stedet for at rejse ud i verden skal de unge altså tilbage på skolebænken: »Vi kan simpelthen ikke være bekendt at give de unge falske forhåbninger om, at de kan opnå en af de få studiepladser i kvote 2. Sidste år var det kun en ud af syv ansøgninger, der førte til optagelse på de mest eftertragtede uddannelser på universitetet«, siger videnskabsminister Helge Sander.I ET BREDERE samfundsperspektiv er det imidlertid klart at foretrække, at lidt for mange dropper ud af de videregående uddannelser, end at alt for få overhovedet bliver optaget. Og derfor er det afgørende, at der findes alternative optagelsesveje end karaktergennemsnittet. Talkarakterer er - kombineret med adgangskrav i form af fagkrav på de enkelte uddannelser - formentlig det bedste optagelsessystem. Men mere præcise er gymnasiekarakterer trods alt heller ikke. I stedet for at spilde tiden med at terpe det gamle gymnasiepensum - som regeringen forslår nu - ville der være langt mere perspektiv i at indføre optagelsesprøver, som de enkelte uddannelsesinstitutioner selv kunne udforme. Dermed ville landets unge få direkte adgangsveje til deres drømmestudier - og uddannelsesinstitutionerne ville få langt større indflydelse på, hvem der skulle optages. Hvis man dumpede her, kunne man så i stedet tage et gymnasialt suppleringskursus, hvis fagligheden haltede, eller tage på højskole, hvis der var tvivl om studieretningen. Men blot at reducere kvote 2 til en reeksamen vil næppe kunne sikre, at alle egnede unge får muligheden for at studere.