DET BURDE være indlysende, at det har offentlig interesse at få frem, at unge intellektuelle danskere, hvoraf enkelte senere blev centralt placeret i kulturlivet, i de første besættelsesår sværmede for det Tyskland, hvori nazismen havde sejret. Synspunkterne var mange og diffuse, men facit kommer eksempelvis klart til udtryk i det ungdomsdigt af Ole Wivel, hvori han hylder Hitlertysklands angreb på Sovjetunionen. Her var et miljø, hvori man foretrak heroisk handling og nordisk og germansk fællesskabsdyrkelse frem for demokratiske og liberale værdier. I de tilfælde, hvor de pågældende selv har ønsket at være stemmer i den offentlige samtale, bør hensynet til privatlivets fred ikke skærme dem og deres eftermæle. Det kan en Ole Wivels fine indsats som forlægger og litterat naturligvis heller ikke gøre. AT NAZISMEN har fungeret som absolut moralsk nulpunkt lige siden Anden Verdenskrig, er selvfølgelig både uundgåeligt og værdifuldt, nazismens forbrydelser taget i betragtning. Den standard har stor betydning for den offentlige debat. Men den har også bivirkninger. Fordi nazismen er et absolut onde, er det blevet sværere for mange at forstå den som andet end en absolut psykopati, en sygdom, som vi så at sige per definition har lagt bag os. Virkeligheden er altid mere kompliceret. Mange strømninger løb sammen på den europæiske højrefløj i 1930´erne, og mange værdier og motiver drev de mange, der befandt sig i det samme politisk-ideologiske landskab som nazister og fascister. I EN tid, hvor det nationale fællesskab igen hyldes, og hvor modviljen mod muslimer hos ganske mange ikke adskiller sig meget i intensitet fra den udbredte antisemitisme i 1930´erne, har debatten om fortidens ekstremisme ny aktualitet. Fra krigens afslutning og frem til 1980´erne har politisk ekstremisme især huseret på den yderste venstrefløj. I den periode vaccinerede den nazistiske katastrofe så at sige den europæiske højrefløj mod gentagelser. Højretænkning fandtes stort set kun i solidt demokratiske, liberale og konservative aftapninger. I dag er det desværre anderledes. Både ligheder og store forskelle mellem dengang og nu er til at få øje på. Men som så ofte før er ny viden om fortiden også en del af nutidens holdningsbrydninger. Det gør kun en åben og præcis debat mere nødvendig.