MED BRIAN Mikkelsens indtog i Kulturministeriet blæser der nye vinde i kunstens og kulturens verden. Står det til Mikkelsen, hvis hjerte banker mest for idrætten, er disse vinde identiske med en stiv liberalistisk kuling fra vest. Hidtil har vi tydeligst set det på medieområdet. Her forivrede ministeren sig, da han partout ville bryde DR's monopol på radionyhedsområdet, men endte med at få sluppet fadæsen Sky Radio løs i æteren. Der er dog ingen tegn på, at kulturministerens liberalistiske kampånd er svækket. DERFOR ER der nu indledt et slag på en ny front. Det gælder ideen om et øget finansielt samspil mellem kunsten og kulturen på den ene side og erhvervslivet på den anden, hvor det klart er kulturministerens indstilling, at selv hæderkronede statslige kulturhøjborge som f.eks. Nationalmuseet skal ud af fortidens dvaleposition og komme i gang med at skaffe kroner i kassen gennem et samarbejde med erhvervspartnere. Herhjemme har tidligere ministre puslet med tankegangen, men med Brian Mikkelsen for bordenden er der ingen tvivl om, at anskuelsen har fundet en meget motiveret fortaler. Der er heller ingen tvivl om, at der er perspektiver i dette samarbejde mellem kultur og erhvervspenge. Erfaringerne fra f.eks. England, hvor man har organisationen Arts & Business som bindeled mellem parterne, tyder på mange spændende samarbejdskombinationer. Og herhjemme er det helt aktuelt tilstrækkeligt at pege på, hvad en ildsjæl som Frank Panduro fra Horsens Ny Teater har fået ud af at engagere det lokale erhvervsliv, der hurtigt så fordelen i at folk som Bob Dylan og Paul McCartney fik sat Horsens på landkortet. Endelig har vi jo i Danmark en meget sund og langvarig, om end ikke særlig selvpromoverende, tradition for, at store private fonde og erhvervsforetagender, Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden m.fl., sikrer en meget stor del af kunst- og kulturlivet. SÅ VIDT, så godt. Der er dog grund til at minde Brian Mikkelsen om, at denne lokkende fremtidsmusik også rummer visse faldgruber. Det er således vigtigt, at ideen om kulturens erhvervssamarbejde ikke udstrækkes til at blive ensbetydende med en rendyrket ultraliberalisme, hvor kun den stærkeste ret er gældende. Den går ikke. Ligesom der er fanden til forskel på solid mæcenatvirksomhed og alle de mere eller mindre markedsføringsmæssige tiltag, som erhvervslivets kultursponsering hurtigt kan ende i. Ingen har brug for endnu et ideologisk paradenummer fra hr. Mikkelsen. Nyorienteringen må sikre, at der fortsat er et statsligt engagement i de lange kulturpolitiske linjer og et vågent øje med kvaliteten og alsidigheden og mangfoldigheden. Mange steder i kunst- og kulturlivet vil det gælde, at erhvervspengene ikke bør blive den primære indtægtskilde, og som hovedkonklusion må det fremhæves, at tankegangen ikke må føre en kulturministeriel ansvarsfralæggelse med sig. Og dog. I en tid, hvor det er Mikkelsen, der regerer, har man faktisk lov at håbe på, at Kulturministeriet får mindre og mindre at skulle have sagt, og det er måske i virkeligheden det, ministeren på sæt og vis har erkendt. Han ønsker mere privat foretagsomhed, fordi han ikke har tillid til sig selv. Hvis det er rigtigt, kan vi kun ønske tillykke med selverkendelsen.