HOLD PÅ hat og briller, det er sommer, og i en verden fuld af ufred er det herligt, at nationer også kan finde ud af at dyste inden for den fredelige ramme, der hedder landskamp. Landskampe er der så mange af, men i dag gælder det svenskerne, og så taler vi ikke bare om endnu en dyst på grønsværen, men om et ritual. Om et drama med lange linjer bagud til uforglemmelige scoringer på Råsunda og i Idrætsparken og om broderfolk, der for 117. gang pudser nationalkaraktererne af ved at spejle sig i naboen. Sagen er jo, at der ikke ville være noget Danmark, hvis ikke også der var et Sverige - og omvendt. At være 'dansk' er i høj grad også at være 'svensk'. Ikea, ABBA, Pippi og Emil. Vi er på fornavn med de blå-gule, og inderst inde ved vi godt, at det ikke længere giver mening at tale om et arvefjendeopgør, når der er landskamp mod dem fra den anden side af Sundet, der efterhånden er et indenlandsk bælt. Når vi alligevel skruer op for retorikken og finder klaphatklicheerne frem, er det, fordi traditionen tilsiger det, fordi vores områdepassion skal have afløb - og fordi man ikke kan elske uden at tugte. Spørgsmålet om, hvem der er bedst til fodbold, vil altid være udspændt som en bro over Sundet mellem det kontinentale Danmark og det med Asien landfaste Sverige, men samtidig ved vi godt, at det ikke kan gå helt galt i aften. Selvfølgelig er vi bedst, men hvis svenskerne alligevel går hen og vinder, har vi alligevel ikke tabt. Det er nu rart med gode naboer.