DET VRIMLER ikke med mennesker i vores lille kongedømme, der med udgangspunkt i deres faglige styrke går ind og gør en virkelig afgørende forskel i den offentlige debat. I løbet af sin kometagtige karriere - hans første Kronik stod at læse her i avisen i 1998 - har Bjørn Lomborg sat en ny dagsorden. Det begyndte herhjemme, men gennemslagskraften har været international. Senest har vi oplevet Copenhagen Consensus, der med sit internationale niveau og krav om en prioritering gjorde mere for at bearbejde vores afmagt over for klodens mange problemer end de fleste konferencer af mere traditionelt tilsnit. BJØRN LOMBORG har nu valgt at vende tilbage til universitetet og dermed til en placering som fri fugl og akademisk funderet meningsdanner. Hans beslutning er i første omgang et stort tab for Institut for Miljøvurdering, en nyskabelse, der var hans egen idé, og som regeringen skræddersyede til ham. Det bliver naturligvis umuligt at finde en ny direktør med noget, der ligner samme gennemslagskraft. Men hvad værre er; det bliver også svært at finde en med tilsvarende kreativitet og drive. Alligevel kan det meget vel være, at han ved at gå i god tid før næste folketingsvalg har gjort sin arbejdsplads en tjeneste. AT MILJØPOLITIKKEN herhjemme bør rumme et sted, hvor effekten af vores miljøindsats udsættes for en nøgtern, økonomisk vurdering, er i virkeligheden indlysende. Ingen betvivler i dag nytten af sundhedsøkonomiske overvejelser, selv om det også her ofte drejer sig om liv eller død og om vanskelige prioriteringer. Men sandheden er ilde hørt, når den kommer fra en provokerende pioner. Bjørn Lomborgs debatskabende facon og sammenfaldet med regeringens miljønedskæringer, som han i øvrigt ikke har ansvaret for, har polariseret Christiansborg. Det har hidtil været tvivlsomt, om et Institut for Miljøvurdering med Lomborg i spidsen ville kunne overleve et regeringsskifte. Med Lomborg tilbage i rollen som fri forsker kan hans bidrag til dansk miljøpolitik paradoksalt nok få bedre overlevelsesmuligheder. Det tidspunkt er næppe indtruffet, hvor Lomborgs mange stærkt engagerede kritikere vil se i øjnene, at manden har beriget den demokratiske offentlighed med væsentlige pointer og vigtige dagsordener. Det burde ikke fordre enighed med alle hans konkrete vurderinger at anerkende hans åbenlyse kvaliteter. Ved at forlade sin direktørstol i tide har manden endnu en gang demonstreret, at det er sagen og ikke magten og æren, der interesserer ham.