ENDNU ET gidsel er blevet henrettet af terrorister i Irak. Og for anden gang er det sket ved en halshugning, som er blevet optaget på video og stillet til rådighed for alverdens medier. Sydkoreaneren Kim Sun-il er i lighed med amerikaneren Nick Berg blevet tragisk offer for en ny nederdrægtighed i terrorismens globale kamp om opmærksomheden: halshugning som massekommunikation. Der spekuleres i mediesamfundets mekanismer, og spørgsmålet er naturligvis, hvordan spekulationen begrænses mest muligt? Begivenheden kan ikke forties, hverken i første fase, hvor der er tale om en gidseltagning, eller i anden fase, hvor et bestialsk mord søges omtalt, og frygtelige billeder ønskes betragtet mest muligt. MEN dækningen kan holdes inden for normalitetens grænser. Det første og afgørende er, at forbrydelsen behandles 'normalt', altså inden for rammerne af de almindelige normer og værdier, der gælder for pressen. Et væsentligt mål for terrorismen er jo ellers netop at tvinge dens ofre ud af egne værdier og demokratiske vaner. Her bliver selve brugen af billeder en test. Skal man vise de halshuggede ofre? Nej, det skal man ikke, hverken som levende billeder på tv eller som fotos i en avis som Politiken. Ansvarlige medier bringer ikke billeder, som er krænkende for menneskers værdighed, det være sig som ofre, pårørende eller 'publikum'. Og det afgørende er, at hverken selvmordsbombere eller halshuggende terrorister principielt rejser medieetiske problemer, som er i særklasse. Ansvarlige medier kender problematikken og har de nødvendige etiske værktøjer til at fastholde deres egne værdier. PROBLEMERNE opstår for alvor, hvis medierne begynder at gøre det samme som terroristerne: at spekulere i mediemekanismerne; at konkurrere om at flytte grænser; at vise billeder, som er lige en tand værre end dem, de andre blade eller tv-stationer 'tør' bringe. De nyeste grusomheder skal hverken forties eller opreklameres. Vi ved jo desværre også, at selv grusomheder har deres inflation, og når vi er nået til fjerde halshugning, begynder medieeffekten at aftage og ligegyldigheden at sætte ind. Så vil terroristerne søge at finde nye og mere spektakulære grusomheder - som heller ikke bør rykke pressen ud af normal praksis.