0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

EU-forfatning

Den kan falde eller splitte, men det er besværet værd

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ENDELØST BØVL, sammenbrud, krise og splittelse. Det har været en opslidende kamp at få Europas forfatning på plads. Og kampen er kun lige begyndt.

De 25 statsledere blev fredag aften enige om en tekst. Nu skal den godkendes i de enkelte landes parlamenter, mange steder efter en folkeafstemning.

Det kommer ikke til at gå stille af. Unionsmodstandere fik et godt valg i mange lande ved det netop overståede valg til Europaparlamentet, ikke mindst i Storbritannien, hvor meningsmålinger tyder på et klart nej til forfatningstraktaten. Også polakkerne er blevet stærkt skeptiske, hvilket de formentlig vil få lejlighed til at give endnu et udtryk for ved en folkeafstemning. Irland og Danmark har allerede vist, at deres befolkninger sagtens kan finde på at sige nej - og de får muligheden igen. For nu at nævne et par af de lande, hvor forfatningen kan blive stemt ned.

Et nej i et eller flere lande vil udløse en ny krise, som det vil tage årevis at komme ud af. Resultatet kan blive, at de modvillige bliver skilt fra, og Europa atter bliver delt. Eller at hele forfatningsprojektet falder til jorden med nederlagsstemning, nag og bitterhed til følge.

Statslederne var fuldt ud klar over risikoen, da de besluttede at sætte forfatningen i søen - om ikke andet har valget til Europaparlamentet så sent som i sidste uge mindet dem om, at den nationale godkendelse ingenlunde kan tages for givet overalt. Er det virkelig umagen og risikoen værd?JA! FORFATNINGEN ER et absolut nødvendigt svar på den folkelige misfornøjelse, som for alvor blev sat på dagsordenen efter det danske nej til Maastrichttraktaten i 1992, og som siden har været en uomgængelig del af enhver debat om Europas fremtid.

En forfatning kan naturligvis ikke være en indrømmelse til den nationalistiske lejr, hvis mål er at komme det forpligtende overnationale samarbejde til livs. Forfatningen er derimod et svar til de skeptikere (og tilhængere), der godt kan se et behov for tæt samarbejde om grænseoverskridende problemer, men som er utrygge ved den uigennemskuelige og demokratisk mangelfulde måde, det foregår på i dag.

Forfatningens fædre gør sig ingen anstrengelser for at skjule deres hensigt i så henseende. Imødekommelsen af de demokratisk bekymrede skeptikere er udtrykkeligt nævnt som den vigtigste årsag til nedsættelsen af det konvent, som skrev det første udkast til forfatningstraktaten. Og selve traktaten forholder sig målrettet til denne bekymring. FORFATNINGSTRAKTATEN er holdt i et forholdsvis klart sprog. Den slår fast, at EU kun må og kan lovgive, når der er tale om grænseoverskridende problemer, som de nationale parlamenter ikke selv kan løse. Reelt går der således ingen magt fra de nationale parlamenter, når EU træffer beslutninger.

Den slår også fast, at unionen ikke har ambitioner om at svække de nationale demokratier eller den nationale identitet. Ingen af de 25 lande, der har skrevet under på papiret, føler nogen trang til at nedlægge sig selv - de ser tværtimod det europæiske samarbejde som en forudsætning for at styrke demokratiet og udvikling af de nationale samfund.

De politiske værdier og mål, der binder fællesskabet sammen, indtager en fremtrædende plads i forfatningen. Det kan få praktisk betydning, når kommissionen skal udforme forslag og domstolen tolke reglerne. Men det er først og fremmest for at mejsle i granit, hvad ideen med hele projektet går ud på: at sikre en bæredygtig udvikling og en social markedsøkonomi, der tilstræber fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og som bekæmper social udstødning. Et europæisk velfærdsprojekt, med andre ord.

Der bliver skabt mere åbenhed i beslutningsprocessen, der bliver mere enkel, mere effektiv og mere demokratisk. Europaparlamentet er nu stort set ligestillet med ministerrådet. De nationale parlamenter får forskellige funktioner, der skal sikre, at debatten flyttes ud.

Skønhedspletter er der også nogle af. Det skader f.eks. mere, end det gavner, at kommissærposterne skal gå på skift fra 2014.

Men skønhedspletterne overskygger på ingen måde det samlede billede: Forfatningens fædre har taget den folkelige bekymring alvorligt og har givet et konkret og sammenhængende bud på, hvordan et internationalt demokrati kan se ud. EU-LEDERNE KUNNE sagtens have vendt det døve øre til en voksende folkelig utryghed og af ren magelighed holdt fast i et system, som vælgerne af gode grunde har svært ved at gennemskue. Det ville klart være den letteste løsning på kort sigt.

I dette tilfælde har politikerne ladet sig rive med af deres ord om, at samlingen af Europa i tæt og forpligtende samarbejde er en historisk begivenhed. Der er ingen tvivl om, at hvis projektet skal lykkes i det lange perspektiv, skal det være demokratisk funderet. Som Winston Churchill engang sagde: »Demokrati er den værst tænkelige styreform - bortset fra alle andre, som har været forsøgt«.

Det gælder også på europæisk plan.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere