I MANGE af verdens fattige lande trækkes befolkningen med en stor gæld. Ikke fordi de selv har optaget lån, men fordi de bærer rente- og afdragsbyrden for lån, som diverse korrupte og diktatoriske ledere gennem tiden har optaget. Iraks gæld er enorm. Så stor, at det ikke er realistisk at landet kan tilbagebetale dem. Derfor ønsker USA, at en meget stor del af gælden eftergives. Over for det synspunkt spørger mange tredjeverden lande selvsagt: hvorfor lige Irak? Hvad med os? Det er gode spørgsmål, og sagen er da også, at netop problematikken omkring Iraks gæld bør anskues i et globalt gældsperspektiv. Også i Irak var det en illegitim diktator, der uden demokratisk mandat optog de enorme lån. Saddam Hussein brugte mange hundrede mia. kr. på krigene mod Iran og Kuwait. Frankrig og Rusland solgte gladeligt våben til despoten. Miragefly, Exocetmissiler, højteknologi til Iraks atomprogram. Masseødelæggelsesvåben. Når Rusland er Iraks største kreditor med et udestående på 60 mia. kr. skyldes det ikke mindst våbensalg. DET PERSPEKTIVRIGE problematikken om eftergivelsen af den irakiske gæld er, at den illustrerer behovet for at udvikle en ny praksis i forbindelse med gæld, som er oparbejdet af despoter, såkaldt 'forhadt gæld'. For nærværende er holdningen i det internationale samfund med Verdensbanken i spidsen meget nidkær. Det er nationalstaterne, der må holde for, hvis en despot har gældsat det. Man prioriterer at beskytte kreditorerne, som det eksempelvis sås, da Rusland måtte påtage sig al Sovjetunionens gæld. Hensynet til vestlige kreditorer vejede tungere end at give det nye russiske styre en mulighed for at opnå hurtig økonomisk vækst. Nu er det russernes tur til at optræde som kreditor og de har ikke til sinds at indføre nye spilleregler. Det er vanskeligt, men måske Irak kan være med til, at der etableres et ny syn på, hvem det egentlig er, der skal vedgå arv og gæld i forbindelse med regimeskift. Det forekommer i hvert fald ikke indlysende rimeligt, at kreditorer, her i blandt nationalstater, der kynisk udsteder kreditter og lån til korrupte statsledere og slyngelstater i håb om hurtig profit, til enhver tid skal kunne være sikre på at få deres penge igen.