I AFTEN SKER det. Og i morgen. Og lidt senere på sommeren. Men først den skingre fløjte, der denne lørdag kl. 18.00 på Estádio do Dragao i Porto og måske under en smuk, fløjlsblød portugisisk aftenhimmel - sætter fodboldlandskampen mellem Portugal og Grækenland i gang. Hvilket markerer åbningen af slutrunden om det europæiske fodboldmesterskab. Det er samtidig affyringen af den tretrinsraket, der drøner gennem sommeren. Første trin er altså EM, andet trin er EU-parlamentsvalget i morgen - og tredje trin er de olympiske lege i Athen i august. Og drivkraften for både de sportslige og det politiske trin er håb, drømme, internationalt samkvem og konkurrence under en slags ordnede forhold. DET LIGNER EN hilsen til EU-fællesskabet, at det netop er vesteuropæiske 'udviklingslande' som Portugal og Grækenland, der åbner fodboldfesten. Det er nemlig værtsnationerne for sommerens to store sportsbegivenheder - værtskaber, som ganske enkelt ikke var blevet mulige, hvis ikke EU-kassen havde eksisteret. Det kan man så synes om eller ej. Men et lands udvikling afspejles også i viljen til at investere i folkets interesser og i viljen til at påtage sig store internationale opgaver, der kan være med til at holde sammen på verden - som store sportsbegivenheder. DET ER BLEVET sagt, at af alle klodens mest ubetydelige ting, er fodbold den absolut vigtigste. Og selv om det kan forekomme urimeligt og måske også ganske uforståeligt for nogen, overskygges morgendagens europæiske valg i høj grad af fodboldbegivenheden i Portugal. Psykologer og filosoffer vil uden tvivl være i stand til at udforme spændende analyser om fænomenet, men fra et par fodboldstøvler vil forklaringen lyde, at fodboldspillet er mere overskueligt og langt tættere på os end EU og unionens politiske institutioner. Og at fodboldens medrivende kraft har en langt større indflydelse på vores mentale sundhed end harmoniseringen af ledningstykkelser på hårtørrere. Hvis denne udlægning har gyldighed, er det langt vigtigere, at det danske landshold klarer sig godt i de næste uger, end at stemmeprocenten kravler op over 50 i morgen. Men hvem tør dog sige det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
