DET BLIVER EN stor uge for DJØF'ere og andre regnedrenge. Inden vi når næste weekend, vil Bjørn Lomborg og hans nobelpristagere have prioriteret og beregnet rentabiliteten af investeringer i ti af verdens vigtigste miljø- og ulandsproblemer. Og i går skød regeringens Velfærdskommission ugen ind med sin første delrapport om velfærdsstatens sande tilstand i den nære fremtid. Begge dele er tungt stof, så lad os da endelig få dem anskueliggjort i tabelform. Velfærdskommissionens delrapport - den endelige kommer som bekendt først efter næste valg - byder ikke på egentlige nyheder. Vi har allerede diskuteret den såkaldte ældrebyrde i årevis, altså det forhold, at antallet af pensionister vil stige langt mere end antallet af nytilkomne på arbejdsmarkedet i de kommende år. Udgifterne til pensioner og sundhedsydelser stiger altså langt mere end skattegrundlaget - uanset produktivitetsstigninger. Alligevel er kommissionens beregninger skræmmende. MEN RISIKOEN ved at lade økonomer foretage 'videnskabelige' fremskrivninger af velfærdsproblemerne er naturligvis, at politikere og andre i den kommende tid forfalder til at løse problemerne med økonomiske virkemidler. De kan være nødvendige, men er absolut ikke tilstrækkelige. Det er ikke nok at justere efterlønnen, så den ikke fremmer tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, eller at omlægge skattesystemet, så byrden flyttes fra arbejde til f.eks. fast ejendom. I stedet er der grund til at minde om statsminister Anders Fogh Rasmussens begrundelse for at starte kulturkampen, nemlig at grundlæggende ændringer i samfundet ikke sker ved at ændre paragraffer, men holdninger og værdier. Skal nutidens ældre holdes på arbejdsmarkedet, kræver det en holdningsændring af samme omfang, som da kvinderne for en generation siden for alvor indtog det - helt uanset at der ikke var meget tilbage af deres løn, når skat og udgifter til daginstitutioner og transport var trukket fra. TILSVARENDE tror vi ikke, at fremtidens ældre kan lokkes eller trues til at forblive på arbejdsmarkedet med økonomiske gulerødder. Mange af de bedst uddannede har råd til at lade sig pensionere uanset efterlønnen. Og i den modsatte ende af skalaen fyres de ringest uddannede næsten systematisk, når de når 60-års alderen. Uden efterløn skal de derfor have andre overførselsindkomster. Uden en helt ny holdning til ældre medarbejdere og deres særlige behov på arbejdspladserne og i det øvrige samfund kommer vi ingen vegne. Det er her, der skal sættes ind - og facit kan desværre ikke formuleres på et regneark.