DEN SENESTE nyhed fra forhandlingerne om EU's forfatningstraktat går ud på, at Danmark er ved at miste sin faste plads i Europakommissionen. Det samme gælder Frankrig, Tyskland og Storbritannien - og alle de andre EU-lande. Lige nu er der stigende tilslutning til, at der skal være færre kommissærposter end medlemslande, og at kommissærposterne derfor fra en eller anden dato i fremtiden skal gå på omgang mellem medlemslandene. Det er svært at se, at dette udfald skulle kunne betragtes som en national ydmygelse. Faktisk var den danske regering indstillet på at acceptere modellen, indtil den store folkeafstemningsrorgænger i dansk politik, Holger K. Nielsen, fik den til at indtage den nye forhandlingsposition, der nu er under pres. DET ER OGSÅ svært at se, hvori det hensigtsmæssige i så smal en kommission består. Kommissærer udgør - ud over at arbejde som europæiske superembedsmænd - en saglig informationskanal til deres oprindelseslande, der ikke mindst for nye medlemsstater kan være meget værd. Det er endnu sværere at se, hvad de store lande er ude på, når de insisterer på, at kommissionen skal slankes. Deres egne regeringer fungerer udmærket med både 25, 30 eller 40 medlemmer. Ikke alle kommissærposter vil være lige vigtige, men med en stærk kommissionsformand med ret til at lede og fordele arbejdet, er det ikke noget problem. Den sørgelige sandhed er, at mange politikere fra store lande, der ikke forstår, at kommissionen er sat til at varetage europæiske og ikke nationale interesser, oprindelig ønskede at styrke deres nationale stilling i kommissionen. Det synspunkt har de måttet opgive, og de er nu i stedet endt med et stædigt krav om færre kommissærer, der kun har ramt dem selv: De store lande, der hidtil har haft to kommissærer, mister dem nu. De store landes linje giver kun mening, hvis de tror, at de engang i fremtiden kan få brudt princippet om ligelig rotation med henvisning til det problematiske i at have en kommission helt uden franskmænd eller tyskere. En sådan løsning med permanente medlemmer af kommissionen a la FN's Sikkerhedsråd er imidlertid helt uspiselig for det flertal af medlemslande, der per definition ikke er de største. Det vil også være tilfældet om fem eller ti år. Den indlysende løsning er at danne en større kommission. Så kunne der sågar blive plads til en ekstra kommissær til de store lande - det er der jo præcedens for. Men lur os, om denne indlysende løsning vil blive taget i brug. For det ville udstille hulheden i de store landes mangeårige argumentation. Og store mænd bryder sig lige så lidt om at tabe ansigt som små lande.