DEN ISRAELSKE aktion i Rafah er en kortsigtet og derfor meningsløs handling, en krampetrækning fra en regering, der fungerer på automatiske reflekser. Meningsløs, fordi problemet er den israelske besættelse af Gaza-området og kun i anden række terror. Derfor er der ingen militær løsning på konflikten, kun en politisk. Rafah er slusen, der via underjordiske tunneler leverer våben og sprængstoffer til de palæstinensiske guerillaorganisationer, Hamas og Islamisk Jihad. Formålet med den militære aktion, erklærer Israel, er at blokere tunnelerne og pågribe de personer, der står bag indsmuglingen. Hamas og Islamisk Jihad er de førende kamporganisationer i Gaza-området, hvor Yassir Arafat og hans selvstyreorganisationer næsten er udmanøvreret af de to muslimske, radikale bevægelser. Begge organisationer er modstandere af den israelske besættelse, der nu har varet i 37 år, men også modstandere af Israels ret til overhovedet at bestå. I dag optræder de to organisationer som talsmænd for palæstinensisk selvstændighed. Deres aktioner vendt mod Israel har vundet dem Gaza-befolkningens udelte støtte. Den dag, Israel forlader Gaza-området, vil Hamas og Islamisk Jihad blive reduceret til deres naturlige størrelse som marginale grupper i forhold til flertallet af palæstinensere, der blot drømmer om et bedre liv i deres egen stat. Dette forudsætter, at det internationale samfund iværksætter et storstilet økonomisk og socialt hjælpeprogram, der hurtigt forbedrer levevilkårene. Fortsat terror mod Israel vil bringe Hamas og Islamisk Jihad i konflikt med befolkningen, fordi den vil udløse israelske modaktioner ind på Gaza-området og således skade udviklingen for bedre levevilkår. FOR AT bevare deres popularitet vil Hamas og Islamisk Jihad være tvunget til at operere inden for det palæstinensiske politiske system. Deres terroraktiviteter vil delvis blive holdt i skak af et samarbejde mellem de israelske og palæstinensiske sikkerhedstjenester. Det var tilfældet, indtil intifadaen brød ud for næsten fire år siden. En tilsvarende proces fandt sted i Libanon, efter at Israel havde rømmet den såkaldte sikkerhedszone i det sydlige Libanon i 2000. Hizbollah, hvis guerillakrig drev de israelske styrker tilbage bag den internationale grænse afmærket af FN, har siden stort set afholdt sig fra angreb på Israel. Organisationen har koncentreret sig om at udbygge sin position som politisk . DET ER besættelsen, der er problemet. Senest har den kostet Israel FN's Sikkerhedsråds fordømmelse, som USA for en gangs skyld ikke nedlagde veto imod. Det virker, som om Ariel Sharon langt om længe har forstået det. For nogle uger siden fik han præsident George W. Bushs støtte til sin plan om rømning af Gaza og tvangsforflyttelse af de 7.000 israelske bosættere, der opfatter sig som Messias' fortrop. Men Sharon begik den fejl at bringe sin plan til afstemning i Likud-partiets centralkomité, hvor den blev nedstemt med 60 procent af stemmerne mod 40 procent for. Om en uge vil han forelægge en udvandet version af planen for regeringen. Ifølge denne version skal tilbagetrækningen foregå i fire faser. Den vil fortsat lide af den skavank, den havde fra fødslen. Tilbagetrækningen vil ikke blive forhandlet med den palæstinensiske regering. Det er opskriften på kaos i Gaza-området og kan medføre et Hamas-Islamisk Jihad-kup og etablering af en fundamentalistisk enklave i området under iransk indflydelse. Når den neddroslede plan forelægges regeringen, kan den medføre en sprængning og oprettelse af en alternativ regering med Shimon Peres' arbejderparti som hovedpartner. Hvis planen blev forelagt i dag, ville resultatet af afstemningen formodentlig blive 11 ministre mod 11 med udenrigsminister Silkvan Shaloms stemme som udslagsgivende. LIGESOM BEFOLKNINGEN i Gaza er israelerne blevet gidsler i ekstremisternes vold. Ekstremisterne er ikke blot dikteret af nationale og religiøse følelser - de er også paniske ved tanken om konsekvensen af, at den mægtige israelske hær, som hidtil har været garant for Israels sikkerhed, nu skal lade sig drive til retræte af stenkastende drenge og et par tusinde bevæbnede guerillasoldater. For den fløj i Israels befolkning er Gaza den dæmning, der skal holdes af frygt for, hvad tilbagetrækning kan medføre. Hvad bliver det næste. Vestbredden. Og det næste. Israel. Hvis Europa vil gøre sig håb om at gøre sin indflydelse gældende i Palæstina-konflikten, nu da USA bløder i Irak og har sat sig selv uden for spillet, er det ikke blot nødvendigt at forstå palæstinensernes desperate situation - men også de næsten forhistoriske følelser, hvorfra en stor del af den israelske befolknings politiske holdninger udspringer. Israel er formodentlig det eneste land i verden, hvor en ikke ubetydelig del af de intellektuelle og meningsdannerne er begyndt at tvivle på landets evne til at bestå. Kun fred vil kunne betvinge denne frygt. Og den fred er der ingen udsigt til, så længe Israels ministerpræsident hedder Ariel Sharon, og den palæstinensiske leder hedder Yassir Arafat.