USA's præsident, George W. Bush, har udsat den palæstinensiske stat på ubestemt tid. Det bekendtgjorde han i et interview med den arabiske verdens vigtigste dagblad, Al Ahram, der udkommer i Kairo. »Det er ikke realistisk«, erklærede Bush. Det var det for to år siden, da den såkaldte køreplan for fred blev lanceret af en kvartet, der består af USA og EU, FN og Rusland, tilføjede han. Han gav ikke palæstinenserne en ny dato, men erklærede, at »vi skal skubbe kraftigt på så hurtigt som muligt for at få en stat på plads«. Interviewet var et led i den amerikanske regerings forsøg på at kontrollere skadevirkningerne af afsløringerne om mishandling af irakere i amerikansk fangenskab i Bagdad. Udtalelsen illustrerer, at Bush og hans rådgivere endnu ikke har forstået omfanget af den vrede, der har grebet den arabiske verden. Derfor reagerer USA for lidt og for sent på afsløringerne. At æren kan være det fagreste træ i skoven, mere dyrebar end gods eller guld, som det er tilfældet i arabisk tradition, er simpelthen så fremmed for vor materialistiske tankegang, at det sjældent indgår i vestlige overvejelser. BUSH BEGIK en alvorlig fejl, da han i forbindelse med offentliggørelsen af de afslørende fotografier af irakiske fanger, dybt ydmyget af blandt andre kvindelige fangevogtere, lod sig interviewe til tre arabiske tv-stationer, der har helt afgørende indflydelse på den offentlige opinion i den arabiske verden. Han undlod at bede om undskyldning for udåden. Uden kommentarer, uden samtidig at rose »vore mænd og kvinder i uniform« til skyerne. Kort og klart. »I'm sorry«. Pause, så budskabet ville trænge ind. USA's præsident siger »sorry« til nogle anonyme, mishandlede arabere. For første gang i historien. Men det havde Bush ikke format til at finde på og hans rådgivere ikke format til at foreslå. Undskyldningen overlod Bush til forsvarsminister Donald Rumsfeld dagen efter. Men da var skaden sket, og de arabiske medier var mindre interesserede i at notere sig Rumsfelds undskyldning end at kritisere præsidenten for hans arrogance og manglende medfølelse. Man noterer, uden glæde og uden skadefryd, at før USA igen begiver sig ud i en offensiv for at vinde mennesker fra fremmede kulturers 'hjerter og sind', vil det være påkrævet at ransage dets lederes organer. Krudt og kugler gør det ikke alene.