MED SINE 22 mandater i Folketinget har Dansk Folkeparti siden valgtriumfen i 2001 udvist en taktisk fornemmelse for politiske rænkespil, der kan måle sig med Det Radikale Venstres bagkatalog som kongemager i dansk politik. Pianisterne har opnået en indflydelse på rigets anliggender, der på ingen måde står mål med deres opbakning i befolkningen. Men sådan fungerer det parlamentariske demokrati nu engang. Seneste intrige er Dansk Folkepartis ubetingede støtte til regeringens forslag til en ny kommunalreform. VK-regeringen er dermed gjort parlamentarisk uafhængig af Socialdemokraterne, hvorved ikke blot regeringen får svært ved at forklare indrømmelser over for vælgerne. Socialdemokraterne har heller ikke noget at købslå med. På snedig vis har DF spillet Socialdemokraterne ud mod regeringen. Det er dog tvivlsomt, om regeringen i længden kan holde til at støtte sig til et marginalt protestparti. Den danske tradition for konsensus er blevet torpederet godt og grundigt i de seneste år. Dét er ikke nødvendigvis usundt. Det kan således være frugtbart for den politiske debat, at partierne en gang imellem bliver stillet til ansvar for at føre deres idealer ud i livet. Men det bliver dybt problematisk, hvis et lille, snævert flertal også ændrer på beslutningsprocedurerne. FØR MAN begynder et spil, er det altid en god idé at blive enige om spillereglerne. Og holde sig til reglerne - indtil deltagerne kan blive enige om et nyt sæt spilleregler. Sådan er det også i politik: Flertallet af partierne er nødt til at være enige om beslutningsprocedurerne. Ellers er det umuligt at blive enige om noget som helst. For så vil der konstant udfolde sig en kamp om at lave om på spillereglerne - i stedet for at lave om på samfundet, som politik trods alt handler om. Den forestående reform af det kommunale landskab i Danmark vil ændre afgørende på spillereglerne i dansk politik. Regeringens forslag om at nedlægge amterne og overføre langt de fleste opgaver til kommunerne vil således få gennemgribende betydning for, hvordan borgernes skattekroner forvaltes. Kommunalreformen kan i så henseende sammenlignes med den kommende EU-traktat: I begge tilfælde er der tale om, at der flyttes rundt på beslutningskompetencerne. I kommunalreformens tilfælde kan der også blive tale om massiv 'regional suverænitetsafgivelse'. I Europapolitikken har VK-regeringen valgt at holde fast i traditionen for brede, tværpolitiske alliancer. Regeringen bør gøre det samme i forhandlingerne om en ny kommunalstruktur - og ignorere pianisternes forsøg på at spolere spillet for de andre. Et forlig uden Socialdemokraterne vil være uholdbart.