AT EN ENKELT SOLDAT indsat som fængselsvagt begår vold mod en krigsfange, er angribeligt, men historisk ikke overraskende. At adskillige soldater udsætter talløse fanger for tortur, uden at de hurtigt stoppes af deres bagland, er angribeligt og bør være overraskende. At en række amerikanske soldater begår tortur, at deres bagland holder torturen skjult, og at det politiske system forsøger at holde affæren ude af pressen, er en renlivet skandale. Desuden: At USA's presse i en tid underlægger sig selvcensur og ser bort fra historien, er et renlivet svigt. Hele flokken har misforstået sin opgave. De amerikanske soldater, som begik tortur, er sendt til Irak for at fjerne en diktator og bane vejen for et retssamfund. Deres overordnede officerer har til ansvar at sikre, at amerikansk militær lever op til forskrifterne, der ikke levner plads til tortur. FORSVARSMINISTERIETS pligt er at leve op til et demokratisk retssamfunds ansvar og derfor at slå kontant ned på ethvert tilløb til mishandling og tortur, i det øjeblik ministeriet bliver bekendt med forbrydelser, og at sørge for, at gerningsmænd bliver overdraget til retsforfølgelse. Og Bushregeringens opgave er at leve op til egne løfter om at repræsentere noget godt mod noget ondt. Først da boblen af fortielser brast, begyndte det amerikanske samfund langsomt at virke efter hensigten. Pressen tog omsider på sig at afdække skandalens omfang - det samlede antal tortursager kendes endnu ikke - mens (nogle) ansvarlige officerer blev trukket tilbage, (nogle) soldater blev sigtet, undersøgelser blev sat i gang, politiske undskyldninger blev formuleret og fremsat. Tøvende, men dog. Og sluttelig lod præsident Bush sig i går interviewe på arabisk tv, hvor han beklagede, undskyldte og fordømte tortur. Det var rigtigt gjort, men sent, bekymrende sent, uklogt sent. Forskellen på det tidligere diktatur under Saddam Hussein og det amerikanske system er jo akkurat, at diktaturet byggede på undertrykkelse, mens et retssamfund modsat er USA's grundlag. Saddam Husseins bødler opererede ikke på trods af ordrer, men netop på ordre. Og Saddam Hussein var ikke ked af overgreb, han undskyldte ikke, han forhindrede det ikke. At Bush skulle have så svært ved at pointere forskellen ved en lynhurtig indgriben og ved straks at gøre et ansvar gældende over for skandalens forbrydere og beskyttere, er ufatteligt. Det vil svie til USA's muligheder for at blive respekteret i Irak og Mellemøsten. Det vil et par hurtige tv-interview ikke ændre på.