NÅR VI SIGER, AT VI i dag fejrer EU's udvidelse, afslører vi, at vi ser sagen fra det gamle, forkælede og privilegerede Vesteuropas side. For otte ud af ti af de nye medlemslande, er der ikke tale om nogen 'udvidelse'. De genforenes med det Europa, de aldrig har haft noget ønske om at forlade, og som kun kommunismen og den kolde krig holdt dem adskilt fra. For os i Vesteuropa varede det 20. århundredes mareridt fra 1914 til 1945. Derefter slap vi med den skræk, der var terrorbalancens pris for at holde freden. For central- og østeuropæerne fortsatte diktatur, afsavn og undertrykkelse med at være hverdagslivets vilkår frem til den europæiske frihedsfest i 1988-89. DER ER GÅET NÆSTEN 15 år fra Murens fald til frihedens naturlige følge - at de grænser, der engang var et Jerntæppe, for alvor er afløst af åbenhed og samarbejde. Det er lang tid, også for lang tid. Det har været ydmygende for Polen, Ungarn og Tjekkiet og for alle de andre at blive holdt hen med krav og forhandlinger i alle de år. Men at det ikke kunne ske fra den ene dag til den anden, er der ikke bare gode grunde til. At det har taget år, har også store fordele. At komme ind i EU er nemlig ikke bare at vende tilbage til Europa. Det er også at melde sig ind i et nyt fællesskab. Som Frankrigs mangeårige præsident François Mitterrand udtrykte det: »Frankrig er vores fædreland. Men Europa er vores fremtid«. Dermed mente han ikke, at Frankrig ville holde op med at være franskmændenes fædreland. Men han mente, at Europa - EU - er et forpligtende politisk fællesskab, der er ved at skabe en helt ny ramme om de europæiske nationalstaters samliv og samspil. De nye medlemmer af EU har gennem de mange års forberedelser, reformer, lovændringer og tilpasninger til de politiske, juridiske, økonomiske og sociale standarder, der gælder i EU, vist, at de ønsker det forpligtende fællesskab. Og ved samme lejlighed gjort deres egne samfund til bedre steder at leve. DET ER NATURLIGT på en dag som denne at spørge, om EU skal være endnu større i fremtiden? EU er vokset fra seks til ni til tolv til femten til nu femogtyve medlemmer. Med sine fra i dag omkring 450 millioner borgere er EU langt større end noget af de mange storriger, som vores lange europæiske historie er så rig på. Og i modsætning til sine mange forgængere er EU alene vokset ad frivillighedens veje. At EU er en succes, kan ikke understreges tydeligere end af den kendsgerning, at ønsket om at komme ind i varmen langt overstiger de gamle medlemmers ønske om at slippe nye lande ind. Og at det alligevel sker. Men hvor går EU's yderste grænse? Skal Tyrkiet med? Skal Serbien? Skal Ukraine? Og Rusland? Selv om EU elsker at vedtage både regler, kriterier og højtidelige erklæringer, er det et spørgsmål, der aldrig er svaret på. Det står klart, at nye medlemmer skal være demokratiske retsstater og fungerende markedsøkonomier. Nye medlemmer skal også acceptere alle de resultater, fællesskabet gennem snart 50 møjsommelige år har forhandlet sig frem til. Men der er aldrig sat nogen grænse for EU's udvidelse. Dette manglende svar er intet mindre end genialt og bør for alt i verden fastholdes. For det er, når man besvarer det spørgsmål, at skyggesiden af et stort og voksende politisk fællesskab kan træde frem. Når man sætter en grænse, definerer man straks dem, der bor på den anden side, som de andre. Og før man har set sig om, er man fjender. Der er stadig mange kandidatlande, der venter derude. Måske når EU en dag en grænse, hvor ingen naboer længere kan eller vil knytte deres skæbne til vores. Men der er grund til at tro, at når den dag oprinder, så lever vi en verden, hvor grænser i det hele taget har fået langt mindre betydning end i dag.GENFORENINGEN er altså en succes for dem, der kommer ind, og for EU som hjertet i en voksende fredsorden. Til gengæld er virkeligheden og dagligdagen inde i EU lige nu ikke noget at råbe hurra for. Unionen er blevet for stor til at kunne modtage sine afgørende impulser fra den gamle fransk-tyske motor, eller en hvilken som helst anden kombination af to eller tre ledende lande. EU's fremtid står og falder med, at der kan findes en ny balance i et Europa, der hverken ligner den kolde krigs eller den overgangsperiode mellem nyt og gammelt, der nu slutter. Krisetegn er der ikke mangel på. De rige lande vil ikke vise de nye medlemmer den samme økonomiske solidaritet, som tidligere nyankomne fik. Tværtimod arbejdes der på at begrænse EU's beskedne budget. Stabilitetspagtens sammenbrud - der dog ikke har anfægtet euroens succes - er velkendt. Regeringslederne er endnu ikke enige om en forfatningstraktat, der kan få så stort et fællesskab til at fungere. Og når de bliver det, er det højst usikkert, om den vil blive accepteret af alle 25 medlemslande. SOM EU-BORGERE har vi bestemt noget at fejre i dag. Gevinsten ved at have fjernet den rå magt som mulighed 25 lande imellem er ubestridelig. Men EU står over for store udfordringer. Mange af tidens politiske tendenser underløber den langsigtede logik, der bærer den europæiske idé. Som det altid har været tilfældet, er det op til os selv, om det eventyrlige samarbejde, der i dag fejrer en af sine store succeser, skal fortsætte. Intet er givet på forhånd.