DA DEN israelske atomtekniker Mordechai Vanunu i 1986 blev idømt 18 års fængsel, var der stadig en behersket tvivl om Israels atomprogram. Vanunu skabte viden, hvor der før var tvivl. Israel har bomben. Den pris, Vanunu betalte for at bryde sin tavshedspligt ved atomkraftværket i Dimona, har været høj. 18 år. Det har dog næppe skaffet ham sympati i Israel, nu da han atter er fri. Han har brudt med jødedommen, er dømt for landsforræderi og tager afstand fra Israels eksistens. I mellemtiden er Israels atomstrategi i nogen grad kommet til kort. Dels har Pakistan skaffet sig en atombombe, og mindst én anden magt i Israels nærområde, Iran, arbejder tilsyneladende på at skaffe sig sit atomvåben. Andre regeringer kan endda være i gang med et atomprojekt - vi ved det dog ikke, for både FN, den israelske og de vestlige efterretningstjenester har tydeligvis sovet i timen, mens Pakistan har delt ud af sin dødsensfarlige viden og teknologi. Men en spredning af atomvåben og et regulært atomkapløb er det sidste, Mellemøsten har brug for. Israel må i dag besinde sig på, at dets omgivelser kender Israels virkelige styrke. Samtidig må Israel indstille sig på, at dets atomvåben ikke yder nogen beskyttelse mod hverken terror eller den stadig mere udmarvende palæstinensiske intifada, som ikke alene truer Israels hverdag, men også dets demokratiske karakter og langsigtede overlevelse. Atomvåbnet dur ikke til hverken nærkamp eller grænseforsvar. I DET LANGE løb vil kun fred med Israels naboer - og hverken atomvåben eller besættelse af de palæstinensiske områder - gøre det muligt at sikre Israel. Alligevel vil det dog næppe være realistisk at få Israel til at opgive sit atomvåben, endnu mindre i betragtning af Pakistans og Irans mulige militære atomprogram. Men Israel bør bekende kulør og se det som sin egen interesse at acceptere en effektiv international inspektion, som kan hindre yderligere spredning af den dødsensfarlige teknologi. Omverdenen, som med uomtvistelig ret kræver israelsk opgivelse af de besatte palæstinensiske områder, må til gengæld tilbyde at bidrage til at fjerne Israels begrundede frygt for sin overlevelse. Det vil før eller siden handle om, at magter, som nyder israelernes tillid - og dét kan kun være USA og måske NATO - påtager sig et medansvar for de grænser, som skal adskille Israel og den nødvendige palæstinensiske stat. Det ville i sig selv modvirke andre landes fristelse til at kaste sig ud i et atomeventyr i Mellemøsten. Og det ville hjælpe palæstinenserne til at få deres egen stat og israelerne til at turde leve med de nødvendige indrømmelser.