FORSVARSMINISTER Svend Aage Jensby (V) blev regeringens første Irakoffer. Hans dårlige undskyldninger blev hurtigt brugt op. I de seneste dage har den nu afgåede forsvarsminister næsten dagligt lanceret en ny forklaring på, hvorfor han refererede fra et fortroligt møde i Folketingets Kontroludvalg 15. marts. Men lige meget hjalp det. For hver ny undskyldning fremstod forsvarsministeren mere og mere utroværdig. Den ellers lidt anonyme Svend Aage fra Hobro formåede på få dage at træde frem i offentligheden som selve legemliggørelsen af VK-regeringens omskiftelige kurs i debatten om grundlaget for Irakkrigen: Hvis det første argument ikke overbeviser folk, ja, så forsøger man sig bare med et nyt. Og hvis dét heller ikke binder an, så får offentligheden da blot et helt tredje - og et fjerde med, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Regeringens attitude har været, at bevisførelse er noget, der kan ordnes per efterbevilling. Men i et demokrati er det nødvendigt, at beslutningsgrundlaget lægges klart frem - på forhånd. Og dét er desværre ikke sket i debatten om dansk deltagelse i Irakkrigen. Tværtimod. Regeringen har derfor ikke kunnet undgå at vikle sig selv ind i et spind af skiftende motiver. DEN TIDLIGERE efterretningsagent, der i sidste uge åbent anklagede regeringen for at fifle med grundlaget for Irakkrigen, viste sig at blive netop den belastning, der fik spindelvævet til at gå i stykker. Forsvarsminister Svend Aage Jensby forsøgte først febrilsk at tilbagevise efterretningsagentens påstande - ved at plapre løs om, hvordan oppositionen havde reageret på et hemmeligt møde i Kontroludvalget. Men det gjorde kun balladen større. Regeringens problemer skyldes nemlig magtarrogance. På trods af et åbenlyst behov for nu at få analyseret det egentlige grundlag for Irakkrigen i en uafhængig undersøgelseskommission nægter regeringen at spille åbent ud. En magtfuldkommenhed, der kun kan tolkes som hovmod. Svend Aage Jensbys afgang vil måske kunne mindske belastningen på regeringen. Men kun for en tid. Regeringens troværdighed i debatten om Irakkrigens grundlag er nemlig slidt godt og grundigt ned.