ET VALG i Sydkorea har betydning langt ud over den politiske fremtid for de vælgere, der har været omkring stemmeurnerne. Landets placering mellem Asiens to økonomiske giganter, Kina og Japan, dets sikkerhedsfællesskab med USA og den uløste konfrontation med broderfjenden Nordkorea, indebærer, at en regeringsdannelse i Seoul følges med særdeles stor opmærksomhed, især i Washington og Beijing. Parlamentsvalget i sidste uge fandt sted på en usædvanlig baggrund. Et flertal i det tidligere parlament har foranlediget en rigsretstiltale mod landets præsident, Roh Moo-hyun, efter en serie korruptionsskandaler, der havde forgreninger blandt præsidentens nærmeste medarbejdere. Valget gav imidlertid en jordskredssejr til det parti, der er mest positivt stemt over for præsidenten, og det er derfor nærliggende at tolke resultatet som en folkeafstemning om manden i landets øverste embede. Og at han vandt den. PRÆSIDENT Roh må nu afvente, hvad forfatningsdomstolen afgør. Og selv om denne afgørelse må basere sig på klar jura, er det nærliggende at forvente, at dommerne skeler til den folkelige domsafsigelse ved parlamentsvalget. Udenrigspolitisk betyder valgresultatet en fortsat afspændingskurs over for det altid uforudsigelige Nordkorea, uanset at denne kun har givet ganske magre resultater. Den koster Sydkorea dyrt i bistand og investeringer, men intet tyder på, at undertrykkelsen i klodens sidste stalinistregime er lempet. Om USA kan leve med det i længden? Vicepræsident Dick Cheneys nylige rundrejse i Asien demonstrerede, at USA's tålmodighed kan være ved at slippe op over for nordkoreanerne i spørgsmålet om inspektion af atomfaciliteter. På det korte sigt skal det nye parlamentsflertal i Seoul også forholde sig til, om Sydkorea skal opretholde beslutningen om at sende 3.000 soldater til i Irak ud over det lille kontingent ingeniørtropper, der allerede er afsendt. RISIKOEN ER, at Sydkorea med et stærkt polariseret parlament er ved at tabe status som en pålidelig allieret for USA. Hvis det ikke lykkes for de nyvalgte politikere at opbygge en solid konsensus om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, glider USA over i et reelt interessefællesskab med Kina baseret på ønsket om stabilitet og forudsigelighed i Nordøstasien. Begge lande har interessere i at undgå udviklingsforløb, som de mener ikke selv at kunne styre. Sydkorea kan derfor nok hylde sit demokrati, men må se i øjnene, at landet er ved at tabe mulighederne for indflydelse på sin egen fremtid.