RUSLAND HAR atter signaleret, at landet ikke vil ratificere Kyoto-protokollen - den internationale klimaaftale, der skal reducere udledningen af drivhusgasser. Dermed risikerer aftalekomplekset at falde til jorden, da Kyoto først bliver juridisk bindende, når den omfatter 55 procent af alverdens udledning af drivhusgasser. Det vil i praksis sige, når USA eller Rusland ratificerer. Og da præsident Bush for længst har tilkendegivet, at USA ikke har til sinds at lade andre lande bestemme, hvor meget amerikanerne må forurene, har resten af verden hidtil sat sin lid til Rusland. Men foreløbig uden resultat. Præsident Putins økonomiske rådgiver, Andrej Illarionov, har længe bekæmpet klimaaftalen, fordi han mener, at den vil forhindre økonomisk turbovækst i Rusland. I sidste uge gik Illarionov så vidt som til at kalde Kyoto-protokollen for en »dødstraktat«. Og helt absurd sammenlignede han Kyoto-aftalen med udryddelseslejrene Auschwitz og Gulag, fordi en begrænsning i udledningen af drivhusgasser - ifølge Illarionov - vil udsulte Rusland. Reelt forpligter Rusland sig blot til, at CO2-udslippet ikke må stige frem til 2008. Bestemt et rimeligt krav, da Rusland dermed tvinges til at effektivisere sit energiforbrug. Men kravet er desværre ligegyldigt, så længe Rusland ikke vil ratificere. DE 122 LANDE, der har ratificeret Kyoto-protokollen - men som tegner sig for under 55 procent af verdens CO2-udledning - er nødt til at intensivere presset på Rusland. Problemerne med global opvarmning bliver ikke mindre af, at USA og Rusland kører på frihjul. Tværtimod. Miljøforkæmpere er allerede begyndt at prædike for en såkaldt Plan B, hvor Kyoto-protokollen ved et diplomatisk kunstgreb gøres juridisk bindende uden USA og Rusland. Men dét er en dårlig plan. For det første vil den kun i begrænset omfang tage favntag med verdens klimaproblemer. Og for det andet vil den reelt forhindre, at USA og Rusland gør noget ved deres CO2-udledning. Kyoto-aftalen er derfor nødt til at omfatte begge lande. Og først Rusland, som nu bør tilbydes noget, som for dem er vigtigere end at stå uden for Kyoto: at komme ind i Verdenshandelsorganisationen, WTO. At koble miljø og handel direkte sammen vil være til alle parters store fordel.