DET ER skæbnens ironi, at netop USA's præsident Bush og den britiske premierminister, Tony Blair, så ivrigt bejlede til en FN-rolle i Irak, da de mødtes i USA i fredags. Det er trods alt ikke mere end et års tid siden, at de to ledere havde så travlt med at drage i krig i Irak, at de blæste på FN og kravet om, at man i det mindst undersøgte, om grundlaget for en krig var i orden. Eftertiden har vist, at det var det ikke. Den var i stedet baseret på militære fatamorganaer, politiserede efterretningskilder og tvivlsomme irakiske eksilpolitikere. Og det hele blev kun værre af, at planlægningen af efterkrigstiden har tangeret det uansvarlige. Konsekvensen er, at Irak trues af kaos, selv om der er mindre end 11 uger til den planlagte overdragelse af magten fra USA til en irakisk overgangsregering. DERFOR forstår man, at Bush & Blair gerne vil have FN på banen. Og det gælder naturligvis kun ekstra meget i en situation, hvor præsident George W. Bush er under yderligere pres efter afsløringerne af, at Irakkrigen blev forberedt allerede i november 2001. Det bekræfter hans kritikere i, at han og hans regering har været mere optaget af at gøre et gammelt regnskab op med Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein, end af den såkaldte krig imod terror. Også resten af verden har en interesse i at få FN på banen. Det skyldes ikke så meget hensynet til USA's præsident og hans krigsfæller i Storbritannien, Danmark og andre lande, men først og fremmest risikoen for, at kaos i Irak kan forvandle både Irak og regionen omkring landet til en ren krudttønde. FN ER imidlertid ikke stærkere, end dets medlemmer vil gøre det. Derfor vil organisationen være afhængig af, at ikke mindst USA og Storbritannien fortsat er lige så villige til at bidrage med penge og soldater til Irak som i dag, selv om de to krigsmagter som led i en FN-aftale må afgive kontrol over olieressourcer og andre vitale dele af irakisk økonomi og politik. Hvis ikke den slags krav opfyldes, sættes FN på en umulig opgave og vil risikere at udfordre sit eget eftermæle. Det er præcis det modsatte, der er brug for lige nu - både af hensyn til Irak og til FN's rolle i fremtiden. Derudover må USA's allierede kunne forvente, at den amerikanske præsident og hans mænd indser, at de er nødt til at basere deres udenrigs- og sikkerhedspolitik på samarbejde. Ikke bare i forhold til Irak, men også i forhold til f.eks. den israelsk-palæstinensiske konflikt. Irakkrigen har netop vist, at selv en supermagt er afhængig af andre.