HØRINGSFRISTEN I forbindelse med Strukturkommissionens oplæg til en reform af det amtskommunale danmarkskort udløb i går, og uanset hvordan puslespillet ender, har processen indtil nu været en stor succes. I hvert fald hvad angår kommunerne, hvor der overalt i landet har været heftig aktivitet. Forløbet har budt på alt fra forsigtige inklinationer til brutale afvisninger og stormende forelskelser. På baggrund af kommunernes eget kurmageri vil der i fremtidens Danmark blot være omkring 100 kommuner tilbage. Kommuner, der ser ud til at tage udgangspunkt i de gamle købstæder og handelsbyer. Regeringen gør klogt i at respektere den kommunale proces, men samtidig er det vigtigt at huske på, at der står uendelig meget mere på spil i den store strukturøvelse, end hvilke kommuner der ender med at få hinanden. Det store spørgsmål, som regeringen skal besvare overbevisende, er, hvordan opgavefordelingen skal være mellem fremtidens kommuner og amter. Besvarelsen af det spørgsmål er i virkeligheden en forudsætning for, at den rigtige kommunestruktur kan etableres. MENINGEN MED at etablere større og mere slagkraftige kommuner bør være, at disse kommuner kan overtage opgaver fra de gamle amter, så slutresultatet bliver en mere smidig og borgernær service. Men der er ingen grund til at stikke hinanden blår i øjnene. En hel del opgaver kan ikke løses af kommunerne, hvor gerne de end vil, og hvor logisk det umiddelbart kan forekomme. Det gælder ikke mindst på social- og sundhedsområdet og på ungdomsuddannelsesområdet. Mange større kommuner vil gerne have ansvaret for gymnasierne, som nu er placeret hos amterne. De ser det almene gymnasium som en forlængelse af folkeskolen, der jo er kommunalt ansvarsområde. Men den model holder ikke på landsplan. Gymnasierne bør i stedet styres på samme måde som erhvervsskolerne. De bør omdannes til selvejende institutioner, der styres af staten i form af den taxameterstyring, som har skabt så megen dynamik på erhvervsskolerne. Kombinationen af selveje og taxameterstyring sikrer den nødvendige lokale forankring og den overordnede kvalitets- og ressourcestyring. Både handelsskoler, tekniske skoler og gymnasier bør have samme styreform og placeres på samme forvaltningsniveau. Selveje og taxameterstyring forhindrer ikke, at ungdomsuddannelserne fremover kan foretage den nødvendige koordinering af deres udbud ud fra den lokale og regionale behovsstruktur.