DEN ARABISKE Liga udstillede al sin mangel på enhed, handlekraft og selvindsigt, da de tunesiske værter for det planlagte årsmøde for ligaens 22 medlemslande for nylig opgav at holde mødet. Beslutningen var illustrativ for en del af verden, som denne verdens islamofober ynder at fremstille som 'en truende islamisk kolos', men som altså er så splittet internt, at den end ikke formår at holde årsmøde. Årsag: De tunesiske værter kunne ikke få de øvrige medlemmer med på en imødekommelse af USA's krav om demokratiske forandringer. Skæbnens ironi er, at netop Tunesien har et af denne verdens mest autoritære styrer, men noget tyder på, at det i det mindste har indset, at noget må ændres. Og nok så vigtigt: Andre af ligaens medlemslande er gået i gang med at reformere forældede og lidet demokratiske systemer i retning af større politisk frihed. Et land som Tyrkiet har for længst bevist, at islam jo er udmærket foreneligt med demokrati. Landet har tilmed gennemgået vigtige positive demokratiske forandringer, siden landets islamister er gået i regering, og tilnærmelsen til EU er sågar speedet op. OGSÅ HOS DE omkring 280 millioner arabere vokser kravet om reformer, ikke mindst grundet en kraftig vækst i antallet af unge, som kræver økonomisk, social og demokratisk fremgang. Men de arabiske ledere leverer langtfra varen. De har tværtimod i vid udstrækning grebet til massiv undertrykkelse for at kvæle politisk modstand. Det var dét, der i sin tid udløste et veritabelt blodbad i det nu valgaktuelle Algeriet (præsidentvalg om et par dage), fordi militæret valgte at sætte demokratiet ud af spil efter en overvældende islamistisk valgsejr ved første runde af et i øvrigt banebrydende parlamentsvalg i december 1991. Eksemplet Algeriet bør virke afskrækkende på enhver arabisk leder: Utilfredshed kan ikke slås ned med magt. Det vil højst bidrage til at radikalisere samfundet og skabe ødelæggende ustabilitet. Løsningen ligger i at samle de politiske kræfter om en løsning af de egentlige problemer, hvilket fordrer demokratiske systemer. Det var den erkendelse, de arabiske ledere kunne være kommet tættere på ved det aflyste møde i Tunesien, men de fejlede - denne gang. Flere af landene har imidlertid indset, at tiden er knap, og de mest fremsynede af dem er gået i gang med - ganske vist forsigtige - reformer. Eksemplet Tyrkiet lokker - alternativet skræmmer. Spørg blot i Algeriet.