DEN ER GAL med danskernes forhold til det firbenede væsen, vi har allermest at takke for. Dyret, der udgør rygraden i vores eksport, fylder vore gryder og leverer reservedele til hjertesyge mennesker - for nu bare at nævne tre ting. Den er gal med vores forhold til grisen. Det er meget længe siden, den danske gris var symbol på et struttende sundt liv på landet. Et dyr, vi stolte viste frem, som sprang glad igennem folkekomedierne og optrådte på en fremtrædende plads i kogebøgerne. I dag er det stort set kun i børnebøgerne, vi møder en glad gris. For det meste gemmes den væk - eller udstilles i forskellige stadier af forrådnelse i lugttætte glasmontrer på et kunstmuseum. Grisen er blevet synonym med stanken af gylle. Med beskidte fjorde og vandløb. Tremmebure, bidesår og kyniske landmænd. Smagløst, medicinpumpet og alt for fedtholdigt kød. Grisen er blevet et børsteklædt råstof, der skrigende hældes ind i den ene ende af et produktionsbånd og kommer ud i den anden ende som pølser og flæskestege pakket ind i plastik. Først da vil vi kendes ved den. Nølende, uden at skilte med det. noget, man holder. Eller opdrætter. Grise er noget, man producerer. Rundt regnet 25 millioner styks hvert år. Vi sælger dem overalt og skovler flere penge ind på dem end på nogen anden eksportvare. Vi møder grisene med den form for dobbeltmoral, som er blevet et kendetegn for vores moderne verden. Vi vil gerne have pengene, maden, lædermappen og hjerteklappen. Men vi vil ikke have ... svineriet. Det er ligesom med motorvejene. Vi kappes om at få dem og elsker at køre på dem, men vi vil ikke acceptere prisen: trafikdrab, larm og forurening. Der er mange grunde til, at grisen har fået et dårligt ry. Ikke mindst de hovedløse og indviklede miljø- og planlove, der tillader svinefarme at vokse uden nok hensyn til naboerne, som for evigt er lænket til stanken af gylle, fordi de aldrig vil kunne sælge deres huse. Politikerne bærer et hovedansvar for, at grisen har fået så elendigt et ry, fordi lovene alt for ensidigt er skruet sammen på landbrugets præmisser. Ved at nedprioritere naturen og de gylleramte naboer ødelægger man ikke bare grisenes omdømme, men også svinefarmernes. Man har skabt sig en ond cirkel - en krig på landet med grisene som ondsindet symbol. Der er brug for at skabe balance. For at skabe nogle regler og vilkår, der gør det muligt for det overvældende antal af grise at eksistere uden at drive omverdenen til vanvid. Ved eksempelvis at lægge loft over, hvor meget svinefarme må vokse. Således at vi igen kan stå ved - måske ligefrem blive stolte af - hovedpersonen i en af vore største kommercielle succeshistorier, grisen.