ENHVER, der bor et sted, bor et sted i nærheden af sin egen slags. På Østerbro er det pæne danskere med arbejde og indtægt - i Gentofte er det endnu pænere danskere, som både har indtægt, arbejde og selvfølelse. Den mest udprægede ghettodannelse, vi har i Danmark, er den velhavendes boligkvarter. Hvis hr. Buttenschøn går tur med sin vovse i Bernstorffsparken, venter han at møde fru Buttenschøn. Mennesker hænger sammen som ærtehalm, men de hænger sammen med socialt og kulturelt nærstående familier. Lige fra kongehus til hjemløs. Det er der ikke noget mærkeligt i - sådan er vores natur. Siden statsministeren i sin nytårstale kom ind på ghettoproblemet i Danmark, har der været livlig politisk trafik på området. Overskriften på udmeldingerne har altid været: integrationspolitik. Debatten er opstået efter den store arbejdsløshed, som ramte Danmark i 1973. De ghettoer, vi nu har - altså ikke Gentofteghettoen - er alle sammen præget af stor arbejdsløshed, mange indvandrere, dårlig kontakt med resten af samfundet. Man kan bo i Mjølnerparken eller i Gellerupplanen og passe sig selv på sit eget sprog - man kan også se arabiske tv-kanaler og sætte cyklen op på altanen - ja, man kan vel egentlig hygge sig ganske godt - men blive til en integreret dansk arbejdskraft kan man kun sjældent. I DEN ANLEDNING har integrationsminister Bertel Haarder (V) foreslået, at kontanthjælpsmodtagere skal spærres for adgang til ghettoerne, sådan at kun højst halvdelen af dem - også eventuelle oprindelige danskere - er på kontanthjælp. Hans partifælle Eyvind Vesselbo skærer forslaget ud i pap og overanstrenger lidt taktløst Bertel Haarders synspunkt: Først efter syv år i Danmark skal indvandrere have lov til at slå sig ned i de boligområder, hvor halvdelen har fremmed baggrund. Efter syv år har de nemlig fået permanent opholdstilladelse. Hermed er katten sluppet ud af sækken: Det er Hassan og Omar, som Vendelbo vil have ud af ghettoen. Og sagt i en parentes: Det vil Bertel Haarder da også, men man bliver altid lidt flov, når mere primitive hjerner udlægger og forklarer ens forslag. HVAD SKAL der gøres? Hjælper det på integrationen, at den tyrkiske mor til fem, som ikke taler dansk, rykker tyve kilometer uden for Århus og kigger ud på en mark fra en lejlighed, som dels er mindre, og dels er dyrere end Gellerupparken? Det tror vi ikke. Så har vi mere fidus til det radikale forslag, som i al enkelhed går ud på at presse kommunerne til at fordele de arbejdsløse mere jævnt i de almene boliger. Beboerne skal ikke tvangsflyttes, men der skal sættes en objektiv grænse på 30 procent arbejdsløse i hvert boligkvarter. Problemet er socialt - mangel på arbejde - men mange års mangelfuld politik har gjort dette arbejdsmarkedsproblem til et indvandrerproblem.