VOLDSORGIET i Kosova onsdag blev afløst af spredte sammenstød i går, hvor internationalt politi og fredsbevarende styrker meldte om mere kontrol med situationen. Onsdagens eksplosion af had kom bag på den internationale administration, som hadet også var rettet imod, da mange af Kosovas albanere ser den som en kolonimagt, der ikke vil overlade Kosova til kosovarerne selv. Den udløsende faktor var to albanske drenges druknedød i floden Ibar, der skiller Mitrovica i det nordlige Kosova i en albansk og en serbisk del, men oprørslignende tilstande bredte sig med lynets hast til alle kroge af den formelt set stadig serbiske provins. Det førte især i Serbien til formodninger om, at der var tale om en planlagt, koordineret albansk aktion. Men som en talsmand for UNMIK, FN's administration i Kosova, siger til dagens avis, kan der mobiliseres lynhurtigt i et område, hvor alle har mobiltelefoner. Især når den ophobede vrede viste sig langt større, end UNMIK troede. Udviklingen sætter spørgsmålstegn ved, om planlagte drøftelser om Kosovas fremtidige status kan indledes næste år. For FN kræver nemlig, at der først er sket afgørende fremskridt for økonomien, demokratiet, respekt for det serbiske og andre mindretal og tilbagevenden for fordrevne serbere. MEN DET ER netop at udskyde en forsoningsproces. Forsoning kræver en politisk ramme, altså at det er afgjort, om FN vil give Kosova selvstændighed eller lade det forblive en del af unionen mellem Serbien og Montenegro. Albanere vil fortsætte med at chikanere serbere, så længe de ikke ved, om de får lov til at styre deres egen fremtid. Og serbere bidrager heller ikke til forsoning, så længe Serbien kan fortælle dem, at Beograd engang i fremtiden overtager styringen af Kosova igen. Det er mildt sagt international diplomatisk blindhed, at man ikke lægger politik efter denne indlysende logik. I Irak erkendes dog, at forsoning først kan ske, når magten gives tilbage til irakerne. Voldsudbruddene, som albanske kosovarer kalder »folkeligt oprør«, bør ikke føre til, at FN bare udskyder en afklaring. I stedet bør en afklaring fremskyndes. Fortsat strudsepolitik om Kosovas status gavner kun ekstremister blandt albanere såvel som serbere i det internationale protektorat. I Serbien viser hævntogter mod albanere, at det samme gælder dér. Her gavner den uafklarede situation kun de ultranationalister, der mener, at Serbien skal gribe militært ind. Kun en FN-beslutning om Kosovas status kan fjerne tæppet under deres løfter om at bringe Kosova tilbage i den serbiske fold.