TORSDAG BLEV MADRID ramt af terroristiske bomber. Lørdag påberåber al-Qaeda sig skylden og begrunder massakren med Spaniens støtte til besættelsen af Irak. Søndag stemmer vælgerne overraskende den siddende konservative regering fra magten. Og mandag bekræfter den kommende socialistiske premierminister, at Spanien trækker sine soldater ud af Irak. En sejr til terrorismen og dens afskyelige metoder og et bevis på, at Europa er fuld af allierede, der er præcis så upålidelige, som amerikanske høge længe har hævdet det? Sådan kunne det se ud. Men sådan hænger det ikke sammen. SPANIERNE REAGEREDE ikke bare med forfærdelse, men også med vrede og beslutsomhed på den afskyelige terror, der ramte dem. Otte millioner mennesker gik fredag i gaderne for i fællesskab at tage afstand fra barbariet. Den dramatiske stigning i valgdeltagelse ved søndagens afstemning er det synlige bevis på en massiv opbakning til demokratiet. Hvis den socialistiske opposition og nu kommende regering først i valgkampens slutspurt eller efter sejren havde improviseret sin beslutning om at trække Spanien ud af Irak, kunne man stille spørgsmålet, om den ikke er et svaghedstegn eller i værste fald et knæfald for terroristerne. Men sandheden er, at socialisterne er gået til valg på et ubetinget løfte om at gøre, hvad de nu bekræfter at ville gøre. Hvis ikke der inden da foreligger et helt nyt FN-grundlag for besættelsen af Irak, vil Spaniens styrker forlade landet inden 1. juni i år. At svigte dette løfte nu, af frygt for at nogen - læs: USA - skulle opfatte det som en indrømmelse til terroristerne, ville tværtimod være at give terroren den politiske indflydelse, den ikke fortjener. DET ER HELLER IKKE terroren, der har gjort et flertal af spaniere til krigsmodstandere. Tværtimod har meningsmåling efter meningsmåling og demonstration efter demonstration i månedsvis slået fast, at omkring 90 procent af befolkningen var og er imod den opbakning til USA's krig, som premierminister José Maria Aznar i lighed med vores egen Anders Fogh Rasmussen insisterede på. Hvis den blodige terror i Madrid har flyttet stemmer i oppositionens favør, skyldes det formentlig især den forhøjede valgdeltagelse samt oplevelsen af, at vælgerne ikke fik alt at vide i de sidste døgn op til afstemningen. Regeringens forståelige mistanke til den fjende, man kendte - de baskiske ekstremister i ETA - blev fastholdt, selv da mere og mere pegede i retning af den islamistiske terror, der nu er hovedsporet i den fortsatte efterforskning. TERROREN PÅVIRKEDE valget, sådan som det altid vil være tilfældet med en dramatisk begivenhed, der indtræffer så tæt på selve afstemningsdatoen. Men resultatet var bestemt ikke en sejr for terrorismen. Den første lære, man kan drage af forløbet, er, at en terrorhandlings politiske virkninger er helt uforudsigelige. Først og fremmest afhænger de ikke af terroristernes syge ideer, men af, hvordan samfundet og magthaverne reagerer. Hvem kunne, dagen efter at bomberne sprang, have forestillet sig, at det ville gavne oppositionen og ikke den siddende regering? Når det skete, skyldes det ikke en nøje tilrettelagt plan, men regeringens egne fejlgreb. Den anden lære må være, hvor farligt det er at misbruge - eller se ud, som om man misbruger - terroren til egne politiske formål. Et terrorramt folk er i et glimt et vakt og samlet folk, og det ser ikke nødvendigvis med milde øjne på dem, der prøver at føre det bag lyset. SPANIEN FÅR NU EN ny regering, der i lighed med sin forgænger vil sætte terrorbekæmpelsen meget højt på dagsordenen. Spanien vil ikke få svært ved at overbevise sine EU-partnere om, at der kan gøres en del på det område. Spørger man Europas vælgere, har der længe været udbredt forståelse for, at netop grænseoverskridende terror og kriminalitet er opgaver, hvor det ligger lige for at give EU udvidede handlemuligheder. Og her er noget at gøre. Juristerne hører ikke altid til de mest europæisksindede grupper i medlemslandene, og traditionelle suverænitetshensyn har længe blokeret for meget praktisk samarbejde. Det vil formentlig ændre sig nu. MEN DET ER VIGTIGT ikke at gøre sig nogen illusioner. Der findes ikke nogen absolut sikkerhed, når fanatikere har vilje til forskelsløst at sprede død og ødelæggelse midt i vore samfund. Vi kan beskytte flyene. De kan angribe togene. Vi kan prøve at beskytte togene. De kan sprænge bomber på åbne pladser eller i stormagasiner. Det drejer sig derfor ikke om at ændre hele samfundet i en urealistisk og farlig jagt på en illusion. Det drejer sig om at styrke efterretningstjenester og politistyrker, så de kan mindske en trussel, der aldrig kan fjernes helt. Og så vænne os til, at en åben verden ikke bare er rigere, men også en farligere verden. Der findes ikke nogen snuptagsløsninger i kampen mod den form for vanvid, der viste sit syge ansigt 11. september og 11 marts. Hvad præsident Roosevelt sagde i en helt anden anledning, er også det rigtigste, man kan sige om den ny terrorisme: Vi har ikke meget andet at frygte end frygten selv. Det er desværre også galt nok.