'KVINDE, HER er dit liv', hed Politikens forside i går på den internationale kvindedag. Der stod en masse tal, som i første øjeblik kunne synes mindre væsentlige, men som ved nærmere eftersyn også kunne chokere. Vi tænker ikke så meget på Oscar Wildes ord om, at der findes to slags kvinder: dem, som altid taler, og dem, som aldrig tier. Muligvis havde han ret - men hvad har talegaverne udrettet? Den vigtigste kilde til fortsat ulighed mellem kønnene er fødslen og barnet. Den biologiske kendsgerning, at kvinder føder børn, er den helt centrale og dybtliggende årsag til enhver kønslig ulighed i verden. Den er årsag til, at 90 procent af kvinderne i Burkina Faso er analfabeter, den er årsag til, at hele 50,3 procent af graviditeterne i det kommende EU-land Estland ender med abort. Den er årsag til, at kun 30 procent af danske flypassagerer på erhvervsrejse er kvinder. Og den er årsag til, at hver dansk kvinde i gennemsnit nu får 1,7 barn - halvt så mange som for fyrre år siden. Lad os læse videre: De danske kvinder tog i gennemsnit 25,1 uges barselsorlov i år 2002, mens mændene klarede sig med 2,6 uger. Samtidig bliver mødrene stadig ældre, før de får deres første barn. Mange unge kvinder har instinktivt regnet ud, at karriere og småbørn følges dårligt ad. DEN SAG må der gøres noget ved. Ligestilling uden en central barselsfond er en umulighed, hævder de fire største kvindesagsforeninger: Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet, Kvindeligt Selskab og Feministisk Forum. Ideen er simpel og meningsfuld: Alle bør betale for kvindernes barsel - ikke kun de virksomheder, som har (mange) kvindelige ansatte. Den arbejdsgiver, som skal ansætte en ny medarbejder, må p.t. kalkulere statistisk med, at den kvindelige ansøger vil blive en større økonomisk byrde for ham end den mandlige. Han skal både regne med hendes barselsorlov og med den kendsgerning, at kvinderne oftest tager barnets sygedage. Udgiften hænger den enkelte arbejdsgiver selv på. Danmark er det eneste land i Norden, hvor den centrale barselsfond ikke er gennemført. Det skyldes ikke uvilje fra politikerhold, men at barselsfonden er en del af overenskomstforhandlingerne, som føres mellem arbejdsmarkedets parter og helst uden politisk medvirken. Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri skal have sig den politiske afgørelse frabedt. Barselsfonden er et spørgsmål om overordnet solidaritet omkring et af de mest vitale problemer for ligestillingen. Modellen for fonden kan man diskutere, men ikke dens helt centrale betydning for opbygningen af et reelt ligestillingssamfund.