PROFESSIONALISERINGEN af det danske forsvar må vente nogle år endnu. Regeringen lægger ikke op til den gennemgribende forvandling af det danske forsvar, som ellers synes at være en forudsætning for, at Danmark i de kommende år kan føre en udadvendt udenrigspolitik, som bakkes op af en reel evne til at kunne intervenere humanitært i alverdens konfliktzoner. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) annoncerede ganske vist med stor begejstring i går, at regeringens forsvarsoplæg er »den mest markante omstilling af det danske forsvar siden Anden Verdenskrig«, og at regeringen dermed »endeligt gør op med de sidste rester fra den kolde krig«. Reelt er der tale om, at forsvaret skal fortsætte sin gradvise omstilling fra tungt territorialforsvar til international reaktionsstyrke; fra at beskytte de danske kyster til - om nødvendigt - at kunne blive indsat i fjerne konfliktzoner. En smertelig omstillingsproces, der har været i gang siden Berlinmurens fald for snart 15 år siden. Det positive ved oplægget er, at forsvarets samlede antal enheder vil blive mindsket, så ressourcerne kan koncentreres om de internationale opgaver. Retningen i oplægget er rigtig, men tempoet er for langsomt. Hvis Danmark skal have fuld valuta for sit militærbudget, kræver det, at ressourcerne prioriteres strategisk i forhold til den virkelighed og det trusselsbillede, der tegner sig: Truslerne mod det danske territorium er forsvundet, fjenderne er væk, og kun få unge mænd gider bruge deres ungdom på at pudse støvler og eksercere rundt på landets kaserner. REGERINGEN har ikke turdet tage den oplagte konsekvens af denne udvikling: en egentlig professionalisering af det danske forsvar med tyngden lagt på de internationale, fredsskabende opgaver. Oplægget er i stedet præget af en udtalt pragmatisme: Budgettet på lidt over 19 milliarder kroner fastholdes, og det danske forsvar skal fortsat kunne lidt af hvert. Flere af de dyre elementer bevares mere eller mindre uforandrede, mens den udadvendte kapacitet forøges, f.eks. skal forsvaret fremover kunne udsende dobbelt så mange soldater til internationale opgaver. Oplægget er dog ikke nødvendigvis identisk med det endelige forhandlingsresultat. Opgaven for Socialdemokraterne og de radikale handler derfor nu om at sikre, at ambitionsniveauet ikke sænkes yderligere.