NOGET AF DET gode ved EU er, at fællesskabet på én gang er indadtil fast og bindende, udadtil åbent og i bevægelse. Unionen nyder på den led godt af velfærdsstatens solidariske grundprincip, men døjer lykkeligvis ikke med staters risiko for udvortes nationalisme. Indadtil står EU-fællesskabet fast på harmonisering af vores vilkår fra nord til syd, øst til vest. Udadtil er fællesskabet samtidig åbent for flere medlemsstater - på samme vilkår - som det sker i maj med optagelsen af 10 lande fra Øst- og Centraleuropa. Alligevel vækker det temperamentsfuld debat i EU, hver gang spørgsmålet om Tyrkiets optagelse kommer på bane. Ganske ejendommeligt. EU's stats- og regeringsledere har jo vedtaget et sæt af kriterier for nye staters optagelse i EU. Kriterierne er ganske klare, når det gælder krav til demokrati og respekt for menneskerettigheder. Det er derfor også ganske klart, at Tyrkiet ikke hidtil har levet op til EU-kredsens fælles værdisæt - men at det er godt på vej. Spørgsmålet om medlemskab vil nu dukke op igen, efter at en komité i Europarådet giver Tyrkiet ros for dets energiske reformproces. Komiteen siger, at Tyrkiet har gennemført flere positive politiske reformer de seneste to år end i de foregående ti. Samtidig siger den britiske udenrigsminister, Jack Straw, at Tyrkiet rent faktisk er i en bedre politisk udvikling end nogle af de lande, der optages i EU til maj. Både han og Tysklands kansler, Gerhard Schröder, anbefaler i det lys, at Tyrkiet en dag optages i EU på de velkendte politiske og økonomiske betingelser. Det er en række europæiske regeringer og fremtrædende politikere absolut ikke enige i. Blandt dem er vore egne bud på statsministre, den nuværende Fogh Rasmussen og den alternative Lykketoft, som advarer mod EU-optagelse af Tyrkiet. Men hvorfor? Ingen agter jo rimeligvis at byde Tyrkiet velkommen i EU på lettere betingelser end øvrige lande. Skyldes modstanden da, at man i sidste ende vil stille andre - strengere - krav til Tyrkiet end til andre kandidatlande? Skyldes det, at man er bange for Tyrkiets størrelse, som Vesteuropa ellers har haft god nytte af i NATO? Eller skyldes det, når alt kommer alt, at kristne regeringer ikke bryder sig om udsigten til, at et muslimsk land bliver medlem af EU? Hvert af disse argumenter vil være ildevarslende for EU. Det vil reelt være et brud på årtiers sikkerhedspolitisk solidaritet med Tyrkiet. Det vil svække tilliden til, at EU tager sine egne vedtagelser og optagelseskriterier alvorligt. Og det vil sætte en unødig skillelinje mellem EU og den muslimske verden - og dermed både indadtil og udadtil åbne for præcis den nationalisme, som EU er bedre tjent med at være foruden.