HVIS EN DRISTIG samfundsforsker i det skelsættende år 1989 havde vovet at forudsige, at Kina snart ville tage skridt til at beskytte både den private ejendomsret og menneskerettigheder, ville vedkommende have oplevet at blive grint ud hele vejen ned til jobsøgningskøen. Dengang - med massakren på fredelige demonstranter i Beijings bymidte i frisk erindring - var det direkte kættersk at hævde, at den ideologiske kommunisme nu havde skrevet sin egen gravskrift i skyggen af Den Store Mur. Men kun få år senere, i kølvandet på den sovjetkommunisme, som Kina kopierede i 1949, men som i 1991 gik under med en klynken, begyndte Kina at ligne en kapitalistisk dynamo mere end et socialistisk frilandsmuseum. Pragmatismen fortrængte den ideologiske dogmatik, og riget begyndte at ligne sine naboer i den kungfutsiansk-buddhistiske kulturkreds, som allerede havde demonstreret for verden, hvad begrebet 'tigerøkonomi' betød i praksis. Udfordringen for lederskabet i Beijing blev at anvende tigerens logik på en drage, der er berygtet og frygtet for sin uforudsigelige adfærd. Er eksperimentet lykkedes, kan man spørge. Tja, nøgletallene taler for sig selv. Noget nær 200 millioner menige kinesere er på et kvart århundrede flyttet fra under til over fattigdomsgrænsen. Milliarderne fra udlandet fosser ind år for år. Kina er nok et udviklingsland, men med problemer, som en del andre af slagsen misunder det. Til dem er der kun at sige: Globalisering betaler sig PARADOKSET bag denne imponerende bundlinje er, at Kina har beholdt sin fortidige samfundsstruktur, men er begyndt at opføre sig som et moderne samfund. Pragmatismen er den herskende retning. Den ny ledelse lover at gøre en særlig indsats for samfundets fattige og udstødte i landdistrikterne, mens principper om retsstat forsigtigt antydes. Er bebudelsen af forfatningsmæssig beskyttelse af privat ejendomsret så første skridt til afvikling af etpartistyret? Næppe. DE KINESISKE reformstrateger har studeret de russiske reformer i 1990'erne og har konkluderet, at et parlamentarisk flerpartisystem ikke skal på dagsordenen. Men samtidig demonstrerer det igangværende møde i Folkekongressen, at partiet forsøger at tilpasse sig den ændrede virkelighed, som et kvart århundredes reformer har skabt. Før eller siden må ledelsen i Beijing erkende, at ikke kun planøkonomien, men også den kommunistiske retsorden må reformeres. Tempoet i reformerne kan diskuteres, men ikke retningen. Derfor må Vesten fortsætte med at engagere Kina, hvor som helst det er muligt.