DET TURDE efterhånden stå klart for enhver, at Irakkrigen blev ført på et forløjet grundlag. Og efterhånden som diverse løgne og manipulationer trevles op i landene bag den amerikanskledede krig, afdækkes også store problemer i den måde, selv samme landes ledere har forvaltet de demokratiske værdier på, som de ellers angiveligt ville forsvare. Herhjemme er det kommet frem, at den danske efterretningstjeneste udarbejdede trusselsvurderinger på grundlag af hemmelige - men udokumenterede - amerikanske og britiske rapporter. Det er også kommet frem, at efterretningstjenesten tog forbehold over for en del af oplysningerne, uden at det hindrede statsminister Anders Fogh Rasmussen i at erklære, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Det er »ikke noget, vi blot tror. Vi ved det«, sagde han. DEN NY viden om de danske efterretninger skyldes en efterretningslækage, som der nu er indledt en klapjagt på. De ansvarlige virker til gengæld mindre nidkære, når det drejer sig om at efterspore, hvad der fik Anders Fogh Rasmussen til at sige, som han gjorde. At efterretningsvirksomhed per definition vil være fuld af hemmeligheder må imidlertid aldrig være en hindring for at undersøge, hvordan folkevalgte politikere bruger disse efterretninger. Offentligheden har krav på at vide, om efterretninger, som ligefrem kan føre frem til dansk krigsdeltagelse, udarbejdes på et tilstrækkeligt grundlag. Og de har al mulig ret til at vide, om det politiske system forvalter efterretningerne på en betryggende måde. FORLØBET omkring Irakkrigen bliver kun endnu mere pinagtigt af, at det nu også er kommet frem, at Danmarks allierede Storbritannien tilsyneladende har spioneret mod FN's generalsekretær, Kofi Annan, i tiden op til krigsudbruddet. For folk i 'systemet' er det måske, hvad man kunne forvente. Men for mange af os andre vil det ikke alene være nyt. Det er også moralsk angribeligt. For nok kan efterretningsvirksomhed være med til at give os mere og sikrere viden om hinanden og dermed bidrage til tryghed og stabilitet. Men FN's generalsekretær kan aldrig være et legitimt mål for denne verdens spioner og efterretningsfolk. Det gælder både moralsk og i medfør af Wienerkonventionen fra 1946. Det bør de politisk ansvarlige klart tilkendegive i stedet for - som den britiske premierminister Tony Blair - at gemme sig bekvemt bag hensynet til alment efterretningshemmelighedskræmmeri. Politikerne må vedgå sig deres ansvar; det er - hvis nogen skulle have glemt det - demokratiets vilkår.