MERE VIL have mere, siger man. Og rigtigheden af det udsagn kan iagttages inden for den tv-genre, der i dag hedder reality, men som tidligere blev kaldt for dokumentar. Her flyttes grænserne for, hvad man kan, og hvad man vil vise, længere og længere ud på overdrevet. De tider, hvor det var interessant at vise udsendelser om livet på et svineslagteri i Herning, er forbi. For at tækkes de angiveligt stadig mere blaserte seere kræves der i dag anderledes skrap kost. Det skal være ekstremt. I afvigte uge sendte DR 2 udsendelsen 'Forklædt som voksen' om den unge homoseksuelle Thomas fra Aars, der får afløb for sin seksualitet ved at klæde sig ud som baby og drikke af sutteflaske, og om hans kvaler med at få accept fra sig selv og andre. Hvad det journalistiske argument for at bringe en sådan udsendelse på en seriøs public service-kanal er, fortoner sig i uvishedens tåger. Programmet havde ganske enkelt ingen relevans - ud over at det forhåbentlig tilfredsstiller en betændt seksuel nyfigenhed, vi alle besidder. Det var hardcore følelsesporno, mangelfuldt forklædt som folkeoplysning. Og desværre er 'Forklædt som voksen' blot det seneste eksempel i en række af mange. Man kan med god ret tale om en tendens. MODERNE dokumentarfjernsyn iscenesætter virkeligheden i stedet for at dokumentere den. For at øge virkelighedens fascinationskraft redigeres dokumentationen af den stadig strammere, og den bearbejdes med dramaturgiske redskaber og narrative modeller for at komme til at fremstå mere dramatisk. Og emnerne bliver stadig mere socialt eller seksuelt eksotiske. Fordi præmissen er, at virkeligheden skal have samme følelsesmæssige valens som tv-serier og Hollywoodfilm. Ellers gider folk ikke se det. Og næste gang skal ekstremskruen så lige strammes en tand til, selv om det sker på bekostning af journalistisk lødighed og public service-interesse. Det er formentlig også i det lys, man skal anskue den kontroversielle dokumentarudsendelse 'Det tager børn da ikke skade af', hvor to forskellige hændelsesforløb var klippet sammen, så det så ud, som om en dagplejemor slog et barn. Konsekvensen af denne udvikling er et generelt troværdighedstab for journaliststanden. Og for tv-seerne endnu mere unødigt flimmer i en i forvejen svært uoverskuelig (medie)virkelighed.