ER DER to, der står sammen, når det gælder om at forhindre en dansk uddannelse af imamer, er det integrationsminister Bertel Haarder (V) og imamen Fatih Alev. Haarder afviser kategorisk tanken om, at staten skulle tage initiativ til en teologisk imamuddannelse, og finder sit allermest uskyldige smil frem, når han siger, at de muslimske samfund slet ikke er enige om et sådant krav, og at staten naturligvis ikke vil træde til, før de møder frem i samlet trop og beder ham om hjælp. Det vil aldrig ske. Af to grunde. Dels er alle trossamfund splittede, det gælder så sandelig også det danske lutheransk-grundtvigianske, hvad vi dagligt bliver mindet om. Og dels har de, som i dag har magten over sjælene i de muslimske menigheder, intet behov for, at bedre uddannede begavelser overtager deres betroede poster. Så enkelt er det. Det er præcis derfor, staten må træde til. Den skal nemlig ikke tilgodese de nuværende imamers interesser, men deres menigheders. Hvis man mente det alvorligt med ordet integration, så var her et primært indsatsområde. Det er dokumenteret, at muslimske menigheder i Danmark og andre europæiske lande har et akut behov for sjælesørgere, der forstår deres problemer. Det er ikke særlig sandsynligt, at Danmarks muslimske befolkning lige præcis har brug for imamer importeret fra Mellemøsten på korttidsvisum. De kender ikke vores verden og inviteres heller ikke til at komme til det. AT OMPLANTE en religiøs tradition fra en kultur til en anden tager tid, men det må og skal gøres, hvis den skal blive en positiv del af det samfund, den nu er optaget i. Derfor opstod lutheranismen, og for danske jøders vedkommende er historien næsten den samme. Da man åbnede for en egentlig integration af jødiske borgere i det danske samfund kort efter den franske revolution, var et af kravene fra statsmagten, at menighedens protokoller blev ført på dansk. Siden kom kravet om prædikener på dansk til. Det slog dog først igennem med overrabbiner David Simonsen hundrede år senere. Men det kom, og det sejrede. Jøderne klarer dog fortsat deres rabbineruddannelse selv trods megen intern splid. Vi har brug for en ordentlig og kritisk imamuddannelse på universitets- eller seminarieniveau, der bygger på samme principper som vores teologuddannelser. De bidrager til at åbne de religiøse teksters muligheder i stedet for at indskrænke dem til en bogstavtro, der er enhver stor religions farligste fjende. Som det er i dag, bemægtiger dogmatiske forkyndere sig i mange tilfælde teksten i stedet for at give den videre til dem, det er deres opgave at vejlede.