VLADIMIR Putin har indledt sin anden præsidentperiode, selv om præsidentvalget først er 14. marts. Det skete, da han i forgårs fyrede regeringen, primært for at komme af med ministerpræsident Mikhail Kasjanov, som i flere sager er gået ham midt imod. Putin ønsker en 100 procent lydig regering, så Kasjanovs afgang var ventet, men først efter valget. Han var et arvestykke fra Boris Jeltsin og blev set som beskytter af de forhadte milliardærer, oligarkerne. Putins mænd angriber ikke lydige oligarker, men dem, som støtter oppositionen. Med fyringen af Kasjanov vil Putin give det indtryk af, at oligarkernes magt nu endelig er knækket. Det var hans seneste indlæg i en valgkamp, som han officielt ikke har tid til at deltage i. Han nedlader sig heller ikke til at deltage i debatter med andre kandidater. Ifølge valgloven skal de sikres lige adgang til medierne, men den lov krænkes endnu grovere end hidtil set. Mens de Kreml-kontrollerede tv-medier dækker samtlige Putins skridt, gives andre kandidater tv-tid uden for prime time. Klager over Putins ubegrænsede adgang til tv også med direkte valgtaler har den centrale valgkommission afvist med, at det er »information til befolkningen«, ikke valgpropaganda. FIRE AF DE seks øvrige kandidater truer med at trække sig i protest, og medier, der ikke er kontrolleret af Kreml som de landsdækkende tv-kanaler, har meldt om stadig større ubehag i befolkningen over valgkampen, der på ingen måde ligner en sådan. På den baggrund var det et smart træk at aflede opmærksomheden ved at fyre regeringen. Det understreger også valgets karakter af en ren folkeafstemning om Putin. Hvorfor denne magtbrynde, når den populære Putin formentlig kan vinde ved et fair valg? Men så skulle han jo gå i reel debat om fremtiden med udfordrere. Det kunne skabe det indtryk, at der er noget at vælge imellem. Det kan lyde demokratisk, når Putin siger, at det er mest fair, at vælgerne på forhånd ved, hvem han vil have med sig i regeringen, og at der for reformernes skyld ikke er grund til at vente på et valgresultat. Men det viser jo valgets irrelevans, og mange russere spørger, hvorfor de skal stemme, når det kun gælder om at godkende magtens valg, som de har prøvet mange gange i en ikke så fjern fortid.