HVIS STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen i fjor ved denne tid mente, at det var nødvendigt at støtte en invasion af Irak både af afrustningsgrunde og med henvisning til Saddam Husseins overgreb på menneskerettighederne, nærmer det sig det ubegribelige, at han i dag gør sig til fortaler for ophævelsen af våbenembargoen over for den asiatiske stormagt Kina. Det er ikke desto mindre den besked, han afleverede, da han sammen med en større dansk erhvervsdelegation indledte et officielt besøg i Kina. Det siger sig selv, at hans værter var svært tilfredse. Så sent som i januar gav den franske præsident udtryk for samme servile holdning: EU må trodse USA og hæve en embargo, der blev indført, da det kommunistiske regime i 1989 nedkæmpede landets demokratibevægelse. EMBARGOEN BLEV indført for at understrege over for de kinesiske magthavere, at deres diktatur krænker moderne retsbevidsthed og almindeligt anerkendte regler for god regeringsførelse. Desuden bidrager de til at lægge pres på Kina, så landet måske holder lidt igen med sine særdeles konkrete militære trusler over for Taiwan. Men en moderne kinesisk oprustning vil også forstyrre den i forvejen vanskelige magtbalance i Asien, hvor lande som Vietnam og Indien ikke ligefrem har brug for et nyt våbenkapløb med Kina. Kort sagt: Hvad det var relevant at overveje i tilfældet Irak, er ikke mindre relevant, når det drejer sig om Kina. Kina har ganske vist ikke som Saddams Irak ført langvarige krige mod sine naboer, men det er dog en særdeles håndfast besættelsesmagt i Tibet. Synes man i Europa, at det er en rigtig god idé, at f.eks. franskproducerede Mirage jagerfly skal bombardere Taipei? MAN KUNNE forstå Fogh Rasmussens holdning, hvis der forelå troværdige kinesiske forsikringer om, at landet ville indlede en periode af fredelig sameksistens med Taiwan, overholde sine løfter til de stadig mere fortvivlede demokratiske kræfter i Hongkong, forbedre situationen for menneskerettighederne i Kina selv og måske indirekte lægge en dæmper på den uforudsigelige, men stærkt aggressive kommende atommagt i nabolandet Nordkorea. Men det tyder intet på. I stedet er statsministeren sammen med præsident Jacques Chirac i Frankrig med til at mindske et velovervejet og velkomment pres på det udemokratiske styre i Beijing. Der er kun én forklaring på en så opportunistisk optræden: Danmark sælger ud af sine demokratiske principper og sin troværdighed for at tækkes kortsynede erhvervsinteresser. Akkurat som Frankrig. Det er rendyrket kynisme.