0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med tiden

... eller imod, det sidste er det sværeste

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

HVIS VI virkelig havde et ministerium for gakkede gangarter, var tiden en sag, det burde gøre noget ved. Ikke bare går tiden, den løber også eller går i stå. Det er uantageligt, når man tager i betragtning, at intet andet statsmonopol end tiden hævdes med større strenghed af myndighederne og efterleves af undersåtterne med en tilsvarende (og tidssvarende) lydighed, al liberalisme til trods. Uanset om det er myldretid, kvalitetstid, fritid, spildtid eller spisetid, så vil et blik på uret forvisse os om, hvad den statsautoriserede klokke helt nøjagtigt er. På sekundet. Sommertid, vintertid: Det er Olsens Verdensur på Rådhustårnet, der bestemmer farten.

POLITIKEN HAR i den forløbne uge bragt en stribe artikler om dette tidløse emne og fokuseret på de timer på dagen eller stunder i livet, hvor tiden er knap eller ved at løbe ud. Fælles for de to tidspunkter er, at vi har en utryg fornemmelse af, at vi ikke har magt over dem. Det er også bekymrende. For tiden er i ganske særlig grad vores egen, ligesom livet er det. Vi kan hverken bytte tid eller liv med andre. Når tiden går, mister vi noget, til sidst livet selv. Derfor er der altid noget tragisk over billedet af et menneske med et timeglas i hånden. Det rinder ud med ubønhørlig kraft. Mennesker bliver konservative af at tænke på det. Med tiden i alt fald.

DET ER præcis det, vi også kunne kalde ubehaget ved kultur - at kulturkamp om noget er et konservativt anliggende. For da Gud skabte verden på kun seks dage, gav han os ved samme lejlighed tiden. Før fandtes der ingen tid. Tid er menneskets vilkår, og vi har selv skabt den helt og aldeles. Det er den menneskelige civilisations største skridt i retning af at blive sig sin eksistens bevidst og beherske den. Tid er menneskets redskab.

Naturen uden for mennesket kender ikke til tid og bruger den ikke til noget. Dér er tid uden betydning. Kun vi mennesker giver tid mening. Derfor er der også noget selvmodsigende i at hævde, at man ikke har tid. Alle har tid. Det svære er kun at bestemme sig for, hvad og ikke mindst hvem man skal bruge den på. Tidens tand er hvas.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere