VED NOGLE administrative besparelser i forvaltningen af vores ulandsbistand har Udenrigsministeriet frigjort midler til særlige indsatsområder som sundhed og uddannelse, demokratisering og terrorbekæmpelse. Der er tale om beskedne beløb. Alene i år bruges der for eksempel små to milliarder kroner til direkte bistand i Afrika, mens der af den ny pulje tages 450 millioner kroner over fire år til terrorbekæmpelse og indsats for menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse. Ikke desto mindre er netop denne post blevet kritiseret af nogle af de private organisationer, der er med til at forvalte ulandsmidlerne - og ikke at forglemme lever af det. Kritikken er ikke velfunderet. Terror er en alvorlig trussel, ikke så meget mod os i de vestlige lande og Danmark som mod befolkningerne i de områder, hvor terroristerne har deres rekrutteringsgrundlag og lokale opbakning. Den er en uadskillelig del af en politisk voldskultur, der gør det problematisk at tale om, at der hersker fred i disse lande, selv om de ikke fører krig mod andre. Som udviklingsforskeren Bjørn Møller sagde det på en konference forleden, kan terror bedst beskrives som massiv vold mod civile. Hvis danskstøttet terrorbekæmpelse følger de anbefalinger, der fremsættes i ministeriets egen Danida-rapport om terrorbekæmpelse, kan danske skattekroner måske medvirke til at udbrede opfattelsen af, at konflikter lader sig løse med fredelige midler. Og at terror langtfra er det forenklede begreb, der i dag opskræmmer borgere i Vesten. TRODS DEN danske deltagelse i Irakkrigen opfattes Danmark nok generelt som et land uden imperiale ambitioner i den muslimske verden. Det vil lette indsatsen. Dertil kommer, at terrorbekæmpelse og forsvar for menneskerettigheder i vid udstrækning må gå via erfarne internationale og lokale ngo'er. Danidas eksperter skriver direkte, at det mange steder ses som et problem, at den rige verden hjælper korrupte, men provestlige regimer med at klamre sig til magten. Støtten skal derfor gå til terrorens ofre. Det hævdes nogle gange, at ulandsbistand ikke må styres af udenrigs- eller indenrigspolitiske hensyn. Bistand bør være hævet over politik. Det er forkert. Den danske hovedstrategi, der retter sig mod fattigdomsbekæmpelse, ligestilling og menneskerettigheder, skyldes direkte politiske holdninger i den danske befolkning. Det er grunden til, at vi årligt bruger over 10 milliarder kroner på bistand. At en slat af disse penge nu også går til terrorbekæmpelse, kan kun befæste denne politiske opbakning.