SOM OM DER ikke i forvejen er nok at være uenig om i Den Europæiske Union, lød startskuddet i går til endnu et EU-slagsmål. Det skete med kommissionens budgetudspil for perioden 2007-2013, som markerer begyndelsen på halvandet års budgetdrama. Umiddelbart kan det ligne et slagsmål om småpenge. EU-budgettet udgør kun én procent af medlemslandenes bruttonationalindkomst. Til sammenligning ligger de offentlige udgifter i flere af landene tæt på 50 procent. Og når man ser på de samlede udgifter og indtægter ved EU-samarbejdet, er nettobeløbet ofte rene pebernødder. I Danmarks tilfælde er beløbet fire milliarder kroner om året. Det svarer til godt tre promille af den samlede økonomiske aktivitet. Men tingene spidser hurtigt til, når der kommer penge på bordet. Og når det sker på et tidspunkt, hvor medlemslandene stadig slikker sårene efter uenigheden om Irakkrigen, sammenbruddet i forfatningsforhandlingerne og slagsmålet om stabilitetspagten, er det uhyggeligt svært at spå om udfaldet. Set i det lys er det nærmest omsonst at kaste sig over detaljerne i gårsdagens udspil. Meget kan ændre sig i løbet af det halvandet år, som forhandlingerne ventes at vare. HELT OVERORDNET set er udspillet fra kommissionen dog en påmindelse om, hvor tåbeligt EU-budgettet er skruet sammen. Flere årtier efter at fødevareforsyningen er ophørt med at være et problem, er landbrugsstøtten stadig den største post. EU vil også de kommende år pumpe hundrede af milliarder i en landbrugsstøtte, som forvrider verdensmarkedet til skade for ulandene og sluger penge, som kunne være brugt meget bedre i de nye EU-lande. Bevares, landbrugsforliget mellem Tyskland og Frankrig, som i efteråret 2002 banede vejen for EU's udvidelse, er da et lille skridt på vejen. Landbrugsstøtten må nu 'kun' stige med én procent om året. Det ændrer dog ikke ved, at landbrugsstøtten udgør en pinagtig stor udgiftspost, som sandsynligvis også overlever denne budgetrunde. Og det på trods af at en reduktion af støtten ville gøre det væsentligt nemmere at tilfredsstille de seks lande, som kæmper for at etablere et budgetloft på 1,0 procent af EU-landenes bruttonationalindkomst i stedet for at lade loftet stige til 1,24 procent, som kommissionen foreslår. Man forstår godt, at kommissionen har svært ved at tage de såkaldte sparelandes krav alvorligt, når de selv samme lande er så uvillige til at tage fat om nældens rod. Landene har ret i, at EU-udgifterne er for høje. Men problemet kan kun løses, hvis landene viser lederskab. Desværre er den egenskab en mangelvare i EU i øjeblikket.