ET RÆDSELSSCENARIO ville for ti år siden have været, at lande som Pakistan, Nordkorea, Iran og Libyen skulle få adgang til atomvåben. Det har de nu. Det ville have været et rædselsscenario, fordi de hver især rummede væsentlige kilder til aggression, savnede ansvarlig politisk ledelse og døjede med en betydelig, delvis regeringsbestemt, lovløshed. Det gør de stadig. Pakistan, som selv har udviklet og testet sin atombombe, regeres af en militærjunta, der både er uden politisk legitimitet og uden kontrol over hele landet. Juntaen bidrog til etableringen af den fanatiske Talebanbevægelse i nabolandet Afghanistan og tillader stadig Talebanmilitser at operere i deres fælles grænseområde. Det er utænkeligt, at det ustabile regimes atombombekonstruktør og rådgiver, Abdul Qadeer Khan, har kunnet eksportere sin dødsensfarlige viden og hele komponenter, uden at regimet har vidst besked. SKADEN ER imidlertid sket. Nordkorea har hele udstyret på plads, måske også udviklet bomben. Det er verdens forhåbentlig sidste stalinistiske regime. Men det er også derfor mere end ulykkeligt, at netop Nordkoreas forbryderiske regime skulle få netop dét våben, som kan gøre det svært at presse regimet til at vige pladsen. Det skulle aldrig være sket. Iran, som nu vil fejre 25-året for sin 'islamiske revolution', har international terror på sin samvittighed, og de konservative magthavere, der løbende har søgt konfrontation med omverdenen og især Vesten, har også i ti år været i stand til at skjule sit angiveligt civile atomprogram for FN og alverden. Nu har de bevisligt fået teknologien, samtidig med at ingen aner, hvad regimets ustabilitet vil føre til på få års sigt. Her hører atomvåben ikke hjemme. Libyens hersker synes selv at have opgivet sit atomprogram. Og han har i sin søgen efter vestlig kontakt selv bidraget til afsløringen af den illegale trafik af atomteknologi, som altså har fundet sted gennem de seneste 15-20 år. Så langt burde det ikke være kommet. Men det kan være kommet endnu længere, al den stund mellemmænd i De Forenede Arabiske Emirater har stået for ulovlighederne. De kan have hjulpet flere regimer på vej i det atomare kapløb. Uoverskueligt. Ubegribeligt. Uantageligt. PAKISTAN UDGØR - med bomben udviklet, testet og inddraget i et aktivt militært arsenal - det akutte problem. Det er afgørende for udviklingen i Afghanistan. Det er i sig selv skrøbeligt på grund af en afgrundsdyb fattigdom, en massiv korruption, en vældig lovløshed, en truende religiøs fanatisme og et fravær af stabile, civile politiske strukturer. Sådan et land burde ikke have haft atombomben. I dag har verden ikke råd til at vende ryggen til landet, hverken politisk eller sikkerhedsmæssigt. Men det er afgørende dels at få indkapslet det pakistanske atomprogram i et internationalt kontrolsystem, dels at indlede en mangeårig indsats for at skabe bæredygtige politiske strukturer, retssikkerhed og en økonomisk udvikling, der giver begrundet håb om at gøre Pakistan til et retskaffent civilt samfund. Det er akut nødvendigt.