ANDERS FOGH Rasmussen mener ikke, at Danmark har behov for en egentlig undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med beslutningen om at deltage i invasionen af Irak i marts i fjor. Heri har han uret. Danmark brød en næsten 200-årig forsvarspolitisk tradition og allierede sig med to stormagter i en angrebskrig, der havde til formål at omstyrte et regime, der ikke mere udgjorde en aktuel sikkerhedstrussel. Det vil være af betydning for al fremtidig politisk debat, at der skaffes overblik over forløb og holdninger i en sag, hvor såvel tilhængere som modstandere af krigen har argumenter, der aftvinger respekt. Derfor burde regeringen bede det nyoprettede Institut for Internationale Studier (IIS) om at give os en hvidbog over en konflikt, der i en global sammenhæng ikke bare anfægter en konkret statsmagts ret til at overleve, herunder dens grundlæggende suverænitet og legitimitet, men også FN-systemets autoritet. Der skulle være stof her til en principiel debat. STATSMINISTEREN siger, at vi ikke som briterne og amerikanerne behøver at diskutere spørgsmålet om de ikkeeksisterende irakiske masseødelæggelsesvåben, for de var ikke begrundelsen for Danmarks deltagelse i krigen. Begrundelsen var Saddam Husseins manglende samarbejde med FN og hans modvilje mod at efterleve Sikkerhedsrådets resolutioner. De krævede Saddams samarbejde i destruktionen af eventuelle irakiske masseødelæggelsesvåben, så indirekte ligger disse våben dog alligevel til grund for den danske beslutning. Men lad nu det være. For statsministerens argumentation holder alligevel ikke. Danmark støttede ikke FN, tværtimod. I november 2002 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 1441, der gav Irak en endelig frist til at dokumentere sin afrustning. Irak levede kun delvis op til disse krav. Men chefen for FN's inspektion, Hans Blix, forventede, at man på relativt kort tid stod med en endelig konklusion, der enten kunne betyde krig eller en konstatering af, at Irak rent faktisk havde efterlevet FN's krav. Man kan anstændigvis ikke kalde det en opbakning til FN, når sandheden er, at kun tre af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer, USA, Storbritannien og Spanien, ville i krig, mens rådets øvrige medlemmer, herunder tre af de permanente, nemlig Frankrig, Kina og Rusland, ville afvente inspektionens konklusioner, som det var forudsat i resolution 1441. Danmark støttede USA og Storbritannien, men bidrog til at undergrave FN. Når landets statsminister siger et og gør det modsatte, taler alt for, at vi har behov for, at denne konflikt bliver nøjere belyst.