I DAG må vi konstatere, at Irak ikke har, og aldrig har haft et internationalt truende arsenal af masseødelæggelsesvåben. Men det betyder ikke, som mange har været tilbøjelige til at konkludere, at krigen i marts i fjor blev ført på forfalskede forudsætninger. Hovedgrunden for den militære indgriben i Irak var ganske vist påstande om, at Saddam Hussein var i besiddelse af, eller hurtigt kunne udvikle disse farlige våben. Men påstanden blev ikke fremsat i ond tro. Fejlen var, at den amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair i deres argumentation gjorde truslen mere konkret, end der var belæg for, og at begge endte med at kortslutte beslutningsprocessen i FN's Sikkerhedsråd. Herved blev invasionen ikke blot forhastet, men også ensidig. Den fik ikke den legitimitet, som et samlet Sikkerhedsråd kunne have givet den. DER VAR gode grunde til at antage, at Irak efter nederlaget i Golfkrigen i 1991 havde planer om at udvikle masseødelæggelsesvåben. FN's våbeninspektion kunne sidste vinter stadig ikke udelukke, at man ville finde beviser for et sådant våbenprogram i Irak, selv om chancerne efterhånden bedømtes som minimale. Derfor ønskede inspektionen mere tid. Det var altså andre kilder, der manede til forsigtighed end blot amerikanske, britiske og i øvrigt også franske efterretningstjenester, der nu udråbes til skurke. Og deres trusselsbillede stammede fra tiden, før George W. Bush blev valgt til præsident. Stillet over for en sådan trussel, måtte Sikkerhedsrådets medlemmer nødvendigvis reagere. MEN USA og Storbritannien skulle have haft større tillid til det internationale sikkerhedssystem. I dag ved vi, at FN's våbeninspektioner, støttet af den vedvarende amerikansk-britiske militære inddæmning af Irak, tvang Saddam til at afstå fra sine militære ambitioner. Den konklusion var nærliggende allerede ved årsskiftet 2003, hvor der var en til vished grænsende sandsynlighed for, at inspektionen ikke ville finde konkrete beviser. Intet var forspildt ved at vente, til inspektionen havde konkluderet, enten at de farlige våben ikke fandtes, eller at man måtte give op på grund af obstruktion fra Saddam Hussein. Valget stod i marts mellem inspektion eller invasion, og her traf Bush og Blair en forhastet beslutning. Sikkerhedsrådet havde faktisk levet op til sit navn i tilfældet Irak, og dets autoritet ville være styrket, hvis USA og Storbritannien havde spillet efter de fælles regler.