ONKLER FRA Polen, tanter fra Tjekkiet, fætre fra Slovenien, kusiner fra Letland. Udvidelsen af EU 1. maj, hvor 15 lande bliver til 25, er verdenshistoriens største familiesammenføring. Intet mindre. Men hvor underligt det end lyder, så ved vi nærmest intet om disse nye slægtninge. Ja, faktisk ved vi heller ikke for meget om mange af de søskende, vi allerede har levet under europapolitisk tag med så længe. For et paradoks ved udvidelsen er, at jo større og mere kompleks Den Europæiske Union bliver, jo længere bliver der reelt mellem borgerne. Mange af de nye medlemslande kommer fra det tidligere Østeuropa. Og selv om Berlinmuren faldt for snart 15 år siden, findes der stadig en mur mellem Øst og Vest - en mur af uvidenhed og fordomme. En mur præget af store forskelle i velstand og kultur. HVIS UDVIDELSEN skal være andet og mere end geografi og politik på et mere eller mindre abstrakt plan, er det nødvendigt, at vi europæere med åbent sind og nysgerrighed insisterer på at lære vores europæiske storfamilie at kende. Muren skal rives helt ned, horisonten skal udvides. Det er i dette perspektiv, vi i dagens avis åbner Politikens Europaudstilling. To avissider, et beskedent bidrag til den proces, som skal i gang, hvis vi skal lære vores nye familiemedlemmer at kende. Hvad spiser man i Slovakiet? Hvilket digt og hvilket fotografi siger mest om Belgien? De næste 25 lørdage vil intellektuelle og forfattere lave en udstilling her i avisen om hver sit land. Der er tale om et avisprojekt, men også om et forsøg på at bidrage til, at systemernes og regeringernes Europa bliver til folkenes Europa. Vores udstilling har vakt opmærksomhed rundt i Europa, ligesom vores Danmarksudstilling, der havde samme koncept, i sin tid gjorde det. Flere aviser - bl.a. hollandske Trouw og ungarske Népszabadság - vil trykke hele Politikens Europaudstilling. Hvis Europaudstillingen kan medvirke til at udbrede det indbyrdes kendskab i den europæiske storfamilie, er ambitionen opfyldt. Velkommen til det nye Europa.