AMERIKANERNES hastværk med at komme ud af Irak, inden præsidentvalget går i gang efter sommerferien, har øget mulighederne for politisk afpresning. Ayatollah Ali al-Sustani, overhoved for Iraks største mindretal, shiamuslimerne, er nu tættere end nogensinde på at sejre i den styrkeprøve, han lagde op til, da han kort efter krigens afslutning sidste sommer forlangte direkte valg til et irakisk parlament. Et sådant valg vil med sikkerhed resultere i et solidt shiamuslimsk flertal, så han har haft alt at vinde ved at stå fast. USA havde forestillet sig en valgproces med indirekte valg som ved de amerikanske præsidentvalg. De således udpegede 250 parlamentsmedlemmer skulle forberede landet på egentlige, demokratiske, frie og direkte valg i 2005. Men nu vakler amerikanerne. De kan intet gennemføre uden al-Sustanis billigelse og samarbejde. Det ved de i dag, selv om de troede noget andet i går. DEN 74-ÅRIGE al-Sustani er iraner, ikke iraker. Men han regnes for øverste åndelige leder for verdens 150 millioner shiamuslimer, og hans talerstol er deres svar på Mekka, nemlig den hellige irakiske by Nadjaf. Han er intet mindre end en shiamuslimsk pave. Han er ikke en mand, der behøver at interessere sig for noget så banalt som et kompromis. Hans ord er lov. Han afviser indirekte valg, han afviser en forfatning udarbejdet ved amerikansk medvirken, han afviser, at valgene kan gennemføres under amerikansk opsyn, og han kræver FN på banen nu. WASHINGTON og London overvejer nu, om man skal gå ind på hans sidste krav. Det sker i håbet om at slippe ud af kniben på en nogenlunde acceptabel måde. Det er måske den eneste chance for at få de mindretalsgarantier ind i en ny forfatning, som vil være uomgængelige, hvis kurdere og sunnimuslimer skal kunne stole på, at også de har en fremtid i et selvstændigt, samlet Irak. Al-Sustani har aldrig krævet en islamisk republik i Irak, som ayatollah Khomeini gjorde det i nabolandet Iran. Iraks love må blot ikke modsige islam, forklarer hans omgivelser. Politik skal ikke kunne kaste skam over den rene tro, siger de. Kun fremtiden kan vise, hvordan nye magthavere i Bagdad vil fortolke det princip. IRAK VIL EFTER al-Sustanis opskrift ikke få sin frihed, hvis man herved forstår solidt grundfæstede borgerrettigheder for alle. Nationen vil efter en kort amerikansk-britisk besættelse få sin selvstændighed igen. Det er ikke det samme, men det er svært at se, at en udsættelse i endnu et år vil åbne for nye og bedre perspektiver.