EFTER Søren Espersens ihærdige forsøg på at rehabilitere digteren Valdemar Rørdam er det velkomment, at Søren Krarup, et andet af Dansk Folkepartis fremtrædende medlemmer, nu får sit forhold til forfatteren Harald Nielsen op at vende i medierne. De to danske kulturpersonligheder Rørdam og Nielsen hyldede i sin tid den bande tyske forbrydere og mordere, der havde besat landet. Nielsen gik så vidt, at han endog slog et slag for forfølgelsen af de danske jøder i 1943, øjensynlig fordi han med god grund frygtede, at hans landsmænd ville vise sig for blødsødne. Det tjener Danmark til ære, at vi valgte at gå i stik modsat retning af Nielsens anbefalinger. Det hører til et af de mange paradokser i det højnationale Dansk Folkeparti, at to landsforrædere har kultstatus i partitoppen. Krarup lægger i dag lidt afstand til sin ungdommelige begejstring for Harald Nielsen, og forklarer, at når han i sin tid fordømte den kulturradikale Georg Brandes' »jødiske blod«, helt i tråd med Nielsens tankeunivers, så mente han med »blod« i virkeligheden »ånd«. O.k., alle kan have en uheldig hånd, og det var forhåbentlig også et uheld eller en fejldisposition, at Krarup i 1999 genudgav Martin Luthers ærkeantisemitiske smædeskrift mod jøden og tyrken. For vi ser stadig ikke så afslappet på antisemitisme og fremmedhad i Danmark, at vi kan læse dette skrift i en helt anden og mere opløftende ånd end den, hvori Luther hidsede tyskerne op mod de to kætterfolk. Men det afgørende er: Vi hører stadig ikke ordet undskyld. Eller rettere, det hører vi. Krarup undskylder sig selv med sin ungdom. Men han siger ikke undskyld til de danske jøder. Det er blokerende for debatten i tide og utide at udnævne sine modstandere til racister, fremmedhadere eller antisemitter. Disse ord må reserveres den ægte ondskab, når den viser sig. I Krarups tilfælde er det nok at kalde ham »farlig antijudaist«, som Mosaisk Troessamfund gør det. Krarup fortsætter et århundredgammelt, misforstået, forældet og dybt kompromitteret kristent opgør med jødedommen, og han vælger ikke altid sine våben med den forsigtighed, man måske kunne forvente, når man kender de tragiske historiske følger af denne troens ildhu.