RUMFART er en god ting. Tilmed en spændende og på langt sigt meget perspektivrig aktivitet. Men ærlig talt: George W. Bushs storstilede vision om at bygge en rumstation på Månen, hvorfra der blandt andet vil kunne afsendes ekspeditioner til Mars, er ikke lige sådan, en amerikansk præsident burde prioritere netop nu, hvad angår tid, kræfter og penge. Timingen er muligvis perfekt for en politisk leder, der ønsker at aflede vælgernes opmærksomhed fra de mange jordnære problemer, som det amerikanske samfund står midt i. Man kan godt forstå, at Bush junior ønsker at præsentere nationen for en udfordring af samme grandiose kaliber som den, John F. Kennedy formulerede, da han i starten af tresserne proklamerede, at USA inden ti år ville landsætte mennesker på Månen. Men hvor længe vil begejstringen holde, og hvor skal pengene komme fra? HALVDELEN AF den amerikanske befolkning ser hellere, at pengene bruges på reformprogrammer i USA. Blandt de mest begejstrede er yngre voksne, veluddannede og velstillede - og mange flere mænd end kvinder. Disse oplysninger er vældig sigende. USA har brug for at skaffe de rekord mange arbejdsløse i job, USA har behov for en grundlæggende reform af sundhedsvæsnet, ligesom den amerikanske miljøpolitik er en parodi på, hvad der er brug for - også i et globalt perspektiv. I det hele taget er de offentlige udgifter på skrump i USA, der i de år, George W. Bush har været præsident, har formøblet det budgetoverskud, som blev opbygget under Clinton. Underskuddet på de føderale finanser er på mere end tusind milliarder dollar. Ikke mindst fordi den republikanske præsident har ført en skattepolitik, der har fået selv landets rigeste til at protestere over, hvor massivt de er blevet begunstiget. Nu vil han så bruge et beløb, der ikke bliver mindre end det nuværende underskud, på at udforske fremmede planeter. Er han splittergal? DET ER den amerikanske præsident ikke. Men kynisk, det er han, og så er han produkt af et af verdens mest fremtidsvendte og teknologibegejstrede samfund. Et land, der har stor villighed til at formulere store mål og sætte vældig meget ind på at nå dem. Millioner af amerikanere har brug for en regering, der sætter sig ambitiøse indenrigspolitiske mål inden for beskæftigelse, uddannelse, sundhed og miljø, men Bush er ikke velfærdspolitiker, som vi kender det fra Europa. På kort sigt er det meget uheldigt, også fordi fraværet af amerikansk politik på mange områder har globale konsekvenser. Spørgsmålet er, om vi husker det, den dag amerikanerne indtager Mars?