MED VANLIG sans for at bruge ord, der i den offentlige debat er egnede til at stigmatisere den del af den danske befolkning, som har indvandrerbaggrund, vil integrationsminister Bertel Haarder (V) skabe en »udtynding« i de boligområder, hvor der er en høj koncentration af indvandrere. En sprogbrug, der signalerer, at det er mængden af indvandrere som sådan, der er problemet. Det er det ikke. De problemer, som eksisterer i ghettoer og forstærkes i sådanne, er primært sociale og ikke etnisk eller kulturelt betinget. ISOLERET SET kan det lyde fornuftigt at ville arbejde for en anden befolkningssammensætning i den almene boligmasse. Historisk set er det ikke nyt at flytte mennesker for at mindske forskellige sociale problemer. Det skete blandt andet ved udsaneringerne fra de udslidte københavnske brokvarterer. Kvarterløft er brugt med stor succes i dele af hovedstadens nordvestkvarter. Men boligtiltag, herunder kvoteordninger, kan ikke stå alene. I indvandrerghettoerne er arbejdsløsheden massiv. Mødrene er hjemmegående, fordi de ikke har noget alternativ, og når mødrene er hjemme, opleves det ikke altid som påtrængende at sende børnene i daginstitutioner eller skole. Folk kommer til at leve på en ø. Ghettoerne hægtes på utallige måder af det øvrige samfund. Hvis de dårlige cirkler skal brydes, kræver det reelle uddannelses- og jobtilbud. Altså nøjagtig den samme logik, som vi kender fra den nære fortids diskussioner om, hvordan man undgår sociale ghettoer bestående af langtidsarbejdsløse og udstødte danskere. DET ER godt for et samfund, at forskellige sociale og kulturelle grupper har kontakt med hinanden. Præcis ligesom det er uheldigt, når husprisernes himmelflugt skaber velstandsghettoer, hvor folk med mellemindkomster ikke har råd til at leve, er det uheldigt, hvis ghettoudviklingen fortsætter på en måde, så indvandrere og andre danskere ikke er i kontakt. Eller hvis ghettoudviklingen fortsætter på en måde, så den skaber grobund for kriminalitet og vold hos de hårdest pressede. Men den udvikling brydes kun af en ambitiøs integrationspolitik båret af en ægte interesse for at løfte meget dårligt stillede borgere ud af socialt mørke - og ud i lyset. Måske tilmed helt derud i det grønne, hvor socialgruppe 1, der i årtier har overladt det til socialgruppe 5 at håndtere integrationen af nye danskere, bor. Bertel Haarder løftede stemmen og slog til lyd for kvoteordninger, alt det andet, tav han om. Bortset fra fordomme var der ikke andet i posen, da det kom til stykket.