0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gode viljer til løsning af EU-krise efterlyses

Kommissionens trussel om at føre sag mod finansministrene er et symptom på, at EU's krise er dyb.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

HERHJEMME HAR de fleste især hæftet sig ved, at alle tænkelige folkeafstemninger om EU - det være sig om forfatningstraktaten, gamle eller nyopfundne forbehold - nu er udskudt på ubestemt tid. Indenrigspolitisk udstilles dermed den besynderlige kendsgerning, at der kun er kommunalpolitik tilbage at diskutere inden næste folketingsvalg. Men andet vil og tør regeringen åbenbart ikke.

Perspektivet i EU's krise rækker imidlertid langt videre. Realiteten er, at det europæiske samarbejde er ude i sin mest alvorlige krise siden Danmark blev medlem. Dets mest akutte udtryk er naturligvis det totale sammenbrud på sidste topmøde, hvor stats- og regeringscheferne måtte opgive at nå til enighed om et traktatudkast, som ellers var et af de mest gennemarbejdede, afbalancerede og realistiske i EU's historie. Men sammenbruddet afspejlede desværre ikke kun det i sig selv vanskelige i at få Polen og Spanien til at opgive de usaglige indrømmelser, de i sin tid fik på det katastrofale topmøde i Nice. EU's krise har mange dimensioner, og først og fremmest mangler den politiske vilje hos den afgørende håndfuld nationale ledere, der tidligere gjorde den slags sammenbrud utænkelige.

DEN DECIDERET tåbelige konflikt om stabilitetspagten, der igen blussede op i denne uge, er endnu et symptom på frustrationerne, misforståelserne og den generelt dårlige stemning i Bruxelles. Pedro Solbes, der er EU-kommissær med ansvar for stabilitetspagten, lagde forleden op til, at kommissionen vil føre sag mod EU's finansministre. De besluttede før jul ikke at idømme Tyskland og Frankrig gigantiske bøder, selv om de to lande p.t. har opgivet at bringe deres statsunderskud ned under de aftalte tre procent af deres BNP.

En sådan retssag er en rigtig dårlig ide.

Det er i sig selv en alvorlig sag for en gruppe internationale embedsmænd at forsøge at tvinge folkevalgte politikere, der repræsenterer et flertal af EU's medlemslande, til at følge embedsmændenes udlægning af et kompliceret regelsæt. Fordi kommissionen har til opgave at værne om traktaterne og EU's retsregler, er der omstændigheder, hvor risikoen ville være værd af løbe, fordi principperne og substansen kunne bære det (risikoen består i, at medlemslandene ikke ville finde sig i et nederlag, hvilket på det nærmeste ville få EU til at bryde sammen). Men forudsætningen for, at kommissionen gik den vej, måtte være, at der forelå en uangribelig sag, både hvad angår det formelle (juraen) og det reelle (stabilitetspagtens formål). Ingen af delene er tilfældet.

DET KAN da godt være, at den måde finansministrene valgte at lade EU's to største medlemslande slippe for bøder på, er juridisk kritisabel. Men da disse bødebestemmelser blev formuleret, var det nu engang finansministrene, der fik kompetencen, og ikke kommissionen. Det skyldes naturligvis, at de drastiske tvangsmidler, der her er tale om, kun skulle kunne besluttes efter et politisk skøn. Der skulle ingen automatik være. I det lys synes finansministrene at have en god sag.

Dertil kommer den økonomiske substans. Formålet med bødebestemmelserne var at forhindre, at enkeltmedlemmer af EU med kæmpestore underskud underminerede den fælles valutas troværdighed. Men man kan roligt sige, at det ikke er problemet lige nu. Euroen er ikke i nogen troværdighedskrise; tværtimod stiger og stiger den i forhold til dollaren. At føre krig mellem EU's vigtigste institutioner i anledning af så tvivlsom en sag ville være helt håbløst.

AT DENNE diskussion overhovedet føres, er desværre udtryk for, hvor store problemerne er hele vejen rundt. Den irske statsminister, der lige nu er EU's formand, har en kæmpe opgave, som han ikke kan løse uden hjælp. At forfatningskrisen nu skal løses samtidig med parlamentsvalg, valg af en ny kommission og nye budgetforhandlinger, fuldender billedet af elendighed. At krisen kulminerer netop i det øjeblik, da unionen vokser fra 15 til 25 medlemslande, gør kun lammelsen endnu mere pinagtig og foruroligende.

I modsætning til den måde, hvorpå både tilhængere og modstandere af EU herhjemme så ofte har beskrevet det, er der ikke nogen som helst automatik i, at EU-samarbejdet hele tiden udvikler sig - eller overhovedet overlever i sin nuværende form. Samarbejdet har alle dage været et skrøbeligt eksperiment, der er afhængigt af mennesker af god vilje overalt i medlemslandende. Det er dem, der er hårdt brug for lige nu.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere